Sundhedssystemet

For 15 år siden var jeg gravid første gang og fandt så ud af til nakkefoldsscanningen, at der ikke var noget liv. De sendte mig hjem med piller, så min krop skulle udstøde fosteret. Til den samtale siger lægen til min mand, at det var helt normalt, hvis han ikke var ked af det, for det “kan jo være svært at forholde sig til”…. (Mænd må jo ikke føle noget).
Det gik dårligt med pillerne og jeg endte med at få et udskrab, som også gik dårligt, da jeg mistede helt vildt meget blod. Da jeg så ligger på stuen til observation, får jeg feber på 39 grader på paracetamol (som er febernedsættende), og kulderystelser. Da jeg snakker med sundhedspersonalet om det, da jeg er bekymret, siger de, at jeg jo også havde været meget igennem…
Jeg måtte tigge og bede og græde, før de ville undersøge mig yderligere, og inden svaret på blodprøverne kom retur lå jeg med 41 i feber og kulderystelser.
Jeg havde fået en slem blodforgiftning, samt de havde ikke fået alt vævet med ud, så jeg blev opereret igen efter 48 timer, hvor min temperatur nåede 42. Dernæst fik jeg tre forskellige antibiotika i drop mange gange i døgnet i 7 dage.
Tænk hvis man ikke havde slået min reaktion efter første operation hen som noget psykisk…