Det skete i 2013. Jeg havde været på date med en fyr to gange, og den tredje gang ville han mødes hjemme ved ham en ganske almindelig eftermiddag.
Men intet var almindeligt den eftermiddag og han virkede slet ikke som den samme person jeg havde mødt to gange tidligere.
Pludselig gik tingene meget hurtigt og den endte i en fuldbyrdet voldtægt, hvor jeg kæmpede imod samt sagde fra. Men lige meget hjalp det.
Da jeg gik til politiet, blev jeg afhørt i receptionens ‘fuglebur’, hvor vi også blev afbrudt flere gange af vagthavendes kollegaer der lige skulle spørge om andre ting.
Jeg blev udspurgt, om jeg sagde fra. Om gerningsmanden var bekendt med, at jeg ikke havde lyst – det var han i den grad, og det stod malet i hans øjne, at det tændte ham. jeg blev også spurgt om, hvad jeg havde på af tøj samt hvorfor jeg overhovedet datede – for det kunne jo potentielt ende i sådanne situationer.
Jeg blev også spurgt om jeg havde nogle beviser, som fx vidner eller video. Men det havde jeg jo selvfølgelig ikke.
Det næste der skete var, at betjenten forsøgte at tale mig fra at lave en anmeldelse, fordi der alligevel ikke ville komme en sag ud af det. Denne slags sager var ord mod ord og derved umulige at fremgå i retten.
Jeg fastholdt dog min anmeldelse.
Noget tid senere modtog jeg et brev om, at sagen var afsluttet grundet manglende beviser. Jeg ringende til afsenderen og spurgte, hvilke efterforskningsskridt der var taget. Om de fx havde afhørt manden.
Jeg fik at vide, at man intet havde gjort ud over at afslutte sagen. Og man havde ikke afhørt gerningsmanden.
Så han går stadig rundt den dag i dag og aner ikke, at jeg faktisk anmeldte ham for voldtægt.
Jeg var i chok over, hvordan vores retssystem fungerede samt hvor lidt retssikkerhed jeg som offer havde.
Jeg endte med at skrive om mine sag til den daværende justitsminister, Søren Pape, og han lovede, at der var en samtykkelov på vej. Om det så har hjulpet, ved jeg ikke. Men loven kom i hvert fald.

























