Jeg er diagnosticeret med IC, interstitiel cystitis, også kaldet smertefuldt blæresyndrom. Jeg har været syg i 18 år. Det er en kronisk ikke-bakteriel lidelse i urinblæren.
Tilbage da mine symptomer startede og lægerne ikke kunne finde ud af hvad jeg fejlede (IC er ikke en udbredt sygdom og der er derfor mange læger der ikke kender til den og dens symptom billede) blev samtalen mere og mere drejet i retning af at det nok var “noget psykisk “. Jeg blev ved med at fastholde at jeg jo faktisk havde de her svære smerter og at jeg skulle tisse så meget mere end man normalt gør. Men alligevel blev det dét som den praktiserende læge gik efter; at det ikke kunne være andet end psykisk og “i mit hoved”. Jeg blev sat til at lave et spørgeskema over depression og symptomer på dette, og selvom jeg blev ved at sige til hende (lægen) at ja, jeg græder ofte men det er jo pga de voldsomme smerter jeg har, og ja, jeg har meget svært ved at sove ordentligt men det er pga at jeg skal op og tisse så ofte.
Og jeg har så voldsomme smerter (også)om natten..
Og ja, jeg er bekymret for fremtiden og nutiden, men det er pga min helbredstilstand og at jeg står med to små børn på 3 og 1 år..
Men hun gik skemaet igennem, dobbelttjekkede med sin kollega og kom tilbage med konklusionen på at jeg havde en depression og at det ville være godt for mig at starte på antidepressiver.
Jeg sagde jeg lige skulle tænke over det og gik hjem til min mand som var lægestuderende på det tidspunkt og som blev helt vildt gal over lægens vurdering. Jeg hentede aldrig den antidepressive medicin.
Et barn mere og et par år senere fik jeg endelig en udredning på Skejby Sygehus hos en af de få læger i Danmark som har kendskab og kompetence indenfor IC, og diagnosen blev stillet gennem en kikkertundersøgelse i blæren samt biopsi.
Det viste sig at jeg var meget hårdt ramt af sygdommen- “et svært tilfælde “ som lægen kaldte det- og at hele min blærevæg har noget kaldet Hunners læsioner.
Det er inflammatoriske forandringer på blærens indre slimhinde. Oversat betyder det at jeg har sår som står og punktbløder inde på min blæres overflade. Det giver mange smerter hver gang urinen rammer disse. Derudover har jeg udviklet skrumpblære hvor blæren bliver mindre elastisk og rummelig over tid. Samt en speciel tillægs sygdom til IC som meget få patienter har. Så jeg er virkelig en spændende case🥴
Jeg er i dag 47 år og har førtidspension pga min sygdom. Og har i alle disse år ikke udviklet hverken stress eller depression, selvom det har været og stadig er hver eneste dag, en voldsom oplevelse at leve med så svære kroniske smerter samt at have mistet muligheden for at arbejde pga dette.
Det tog mig 5 år at få en diagnose. Og jeg kan stadigvæk blive ramt den dag i dag over hvordan det var at gå igennem at blive forsøgt forklaret at det var “i mit hoved “ at smerterne og sygdommen var. Fordi det værste er at man begynder at tro på det og begynder at tvivle.
Tvivle på sig selv og sin egen krop og sine egne symptomer.
Jeg er taknemmelig for mig selv og for min mand og for at jeg formåede at styre udenom et sundhedssystem der ville give mig antidepressiv medicin fordi de ikke vidste hvad pokker der lige var galt med mig😏

























