Jeg har prøvet at have virkelig ondt i underlivet da jeg var 19. Fredag aften gjorde det virkelig ondt. Og jeg var bange for at det var blindtarmen. Kom ind hos lægevagten som sagde “det er ikke den side, og du har ikke feber”. Blev sendt hjem med besked om at tage to Panodil, drikke noget vand og “prøv at gå på toilet”. I løbet af natten sov jeg ikke da jeg rullede rundt i smerter. Så snart min kæreste vågnede ringede jeg til lægevagten igen. Jeg fik lov at komme ind igen. Fik samme besked da vi kom ind. “Ingen feber, ingen blindtarmsbetændelse- prøv med ipren og Panodil, og se om ikke du kan sove lidt. Det virker som om du gør det værre ved at holde dig vågen”…på det tidspunkt spørger jeg hvornår de skifter læge. For så sætter jeg mig i venteværelset og ringer ind når de har skiftet. Men jeg har det SÅ skidt at jeg ikke kan overskue at skulle hjem. Jeg er bange for at jeg dør af smerte. Lægen siger de skifter om 2 timer. Da jeg har siddet ude i venteværelset og rullet rundt på stolen i smerter, er der flere patienter der nævner at “det snart må være den unge piges tur” og modvilligt kommer lægen ud og tager mig med. Jeg får taget en blodprøve, og bliver henvist til en sofa i et andet venteværelse, da lægen vidst er træt af andre patienters kommentarer. Der går kort tid, så kommer der en sygeplejerske med en kørestol. Hun er fra gynækologisk. Mine infektionstal er åbenbart skyhøje og man mistænker en underlivsinfektion. Den læge der tager imod mig, fortæller at de er bange for at jeg kan blive steril, da infektionen er så græl. Hun fortæller at hun går ned o “skælder lægevagten ud for den behandling jeg har fået”. Så bryder jeg grædende sammen. Endelig lytter nogen. Jeg er indlagt i 4 døgn og får intravenøs behandling. Heldigvis blev jeg ikke steril 🤞

























