Hanne Maria 42 år

For godt 1½ år siden henvendte jeg mig til en børnelæge i forbindelse med nogle problemer med min datter, allerede ved 1.besøg syntes både jeg og min datters far at han var lidt grænseoverskridende i forhold til den måde han rørte ved vores datter på og de ting han fortalte os om sine smukke koner. Han vurderede ikke der var noget galt med vores pige, men da jeg blev meget ked af det tilbød han at vi kunne komme og få en samtale uden hun var med. Hendes far takkede nej, så jeg valgte at tage derud alene, dog med en veninde i venteværelset da jeg jo syntes han var lidt ubehagelig.

Da jeg kom ind fortalte han om at han havde jetlag, ikke en information jeg syntes jeg havde brug for, bød mig på te og gik så i gang. Han begyndte at spørge mig om hvorfor jeg var så ked af det, hvem der havde trukket proppen ud af mit glædeskar, og den slags ting. Så spurgte han mig og jeg havde forældreevne, og spurgte i samme omgang om jeg var blevet lejet ud som barn til sex, for så havde jeg nok ikke forældreevne, jeg sagde selvfølgelig nej, og så fortalte han om en kvinde han havde i samtale som var det, meget grænseoverskridende og upassende. Under forløbet fortalte han mig flere gange at jeg var smuk, og på et tidspunkt sagde han at jeg var så lækker at han fik lyst til uhmmmm. Hele vores samtale fra start til slut var præget af meget sexuelle undertoner. Jeg var chokeret og mundlam, men følte også at jeg skulle passe på hvad jeg sagde da han jo på en eller anden måde sad med magten til at skrive i journalen hvis jeg sagde fra overfor ham, det føltes meget ubehageligt og ulige, og jeg var stærkt påvirket af det lang tid efter. Jeg har mange gange siden tænkt på hvad han har magt til at gøre i forhold til kvinder som kommer til samtaler hos ham fordi de har børn som er syge og dermed er belastede psykisk, jeg er faktisk slet ikke i tvivl om at han kan finde på hvad som helst.