Anne

Har slet ikke tal på de mange gange jeg i byen har oplevet at være afsted med en veninde for at snakke og danse (ikke score) og uinviterede mænd sætter sig og afbryder vores samtale, og når de høfligt bliver bedt om ikke at forstyrre bliver så bitre, at de siger ubehagelige ting spændende fra “hvorfor er du så sur” til “fuck jer”. Hvorfor må kvinder ikke selv bestemme, hvem de vil tale med, og hvorfor skal man have at vide at man er sur, fordi man ikke vil være sammen med hvem som helst? I samme boldgade er mænd, der bare bliver ved og ved med at trænge sig på, selvom man siger man ikke er interesseret, ved med at fortælle en, hvor smuk man er, hvor meget de gerne vil i seng med én og ting som: “det gør da ikke noget du er gift, det er jeg også” og “tag det nu som en kompliment”. Jeg er ikke interesseret i at høre at de gerne vil i seng med mig, tværtimod vil jeg gerne være fri!. Først hvis man bliver ubehagelig eller voldsom eller går bliver man fri for dem. Hvorfor kan man som kvinde ikke gå i byen uden konstant at skulle være på vagt overfor påtrængende mænd?