T

Jeg har to jobs og begge steder har jeg en mandlig overordnet, der konsekvent kalder mig “søde”. Første gang jeg mødte den ene af dem, afsluttede han en telefonsamtale med “jeg er nødt til at løbe nu, der står en ung pige og venter på mig. Og sådan én kan man jo ikke lade vente – især ikke når det er en køn en af slagsen.”
Det er ikke et overgreb, men det er hverdagssexisme. Jeg er ikke ansat fordi jeg er hverken køn eller sød; men fordi jeg er kompetent. Ligesom mine mandlige kolleger.