Kbh

Har engang vendt mig om og klemt en mand meget hårdt mellem benene, efter han til en komcert havde stukket en hånd mellem mine ben bagfra – meget langt frem – og også klemt. Det fik ham væk – men kors, hvor er der mange andre gange, hvor jeg ikke har reageret. Det virker sjældent at sige fra verbalt – kan det virkelig være rigtigt, at vi skal ty til vold for at få de alt for nedladende nærgående væk?

Og hvorfor er det iøvrigt, at mange mænd mener, det er helt i orden at tage en fremmed kvinde om det smallestes sted på ryggen, mår man står i en iøvrigt tom bar, og de da lige skal se, om de kan få plads ved siden af? Jeg foretrækker altså stadigvæk, at den indledende fysiske kontakt er er håndtryk – det er i det mindste en handling, som vi begge er en del af.

Numseklap og ragen på brysterne? Jeg kan ikke længere tælle gangene. Men har stadig til gode at opleve et eneste tilfælde, hvor det ikke føles intimiderede og ubehageligt. Og nej, jeg vil aldrig nogensinde fortsætte et ‘bekendtskab’ med en fyr, der har ment, han havde ret til at beføle mig uden min egen accept.

Forstå mig ret – jeg elsker st få komplimenter, og jeg trives de dage, hvor spejlet var nådigt om morgenen. Men der er himmelråbende forskel på respektfuld anerkendelse og gramsede overgreb.