På en af mine tidligere arbejdspladser skulle der ansættes en ny medarbejder i min afdeling. Vores chef ville gerne, at det skulle være en kvinde, da der i forvejen var ca. 95% mænd i firmaet.
Min kollega, som skulle være med til at udvælge den nye, fortalte mig dog, at han heldst ville have en fyr til stillingen. Da jeg spurgte hvorfor sagde han “Jamen, jeg synes bare at piger generelt mangler de egenskaber der skal til i det her job. De kan ikke tage eget initiativ og de klarer ikke at løse problemer selvstændigt – man må hele tiden fortælle dem, hvad de skal. De er dårlige til at håndtere komplekse opgaver og bevare overblikket over store projekter”.
Da jeg syntes, at vi altid havde arbejdet godt sammen, spurgte jeg “Synes du også, at jeg mangler de egenskaber? Jeg er jo pige”. Han sagde “Nej nej, du er sindsygt god til de ting, det er netop det, der er så fedt med dig. Faktisk er det yderligere sådan en som dig, vi har brug for”.
Jeg var nødt til at grine af det hele, da det var så absurd. Men jeg var også meget bange for, hvilken betydning hans fordomme ville få for vurderingen af de mænd og kvinder, der søgte jobbet. Og lidt fornærmet over hans noget bagvendte (og helt sikkert ubevidste) antydning om, at mine kompetencer var “ukvindelige”.

























