Jeg var 20 og lige startet på mit studie, og vi var til en fest et sted, hvor en bank også holdt personalefest. En bankmand, der var mindst 15 år ældre end mig kom pludselig hen og ville danse. Hvis det havde været almindelig stå foran hinanden og rocke frem og tilbage-dans, havde jeg måske sagt ja, men det var den slags gammeldags dans, hvor manden skal føre, og det kan jeg slet ikke med – efter en voldtægt, da jeg var 15 har jeg svært ved at afgive den kontrol, som den type dans kræver, og jeg kan i hvert fald slet ikke med en helt fremmed mand. Så jeg sagde høftligt nej tak til at danse med ham – det havde ikke noget som helst med ham at gøre, jeg havde bare ikke lyst til at danse. Det tog han utroligt dårligt og blev ved med at nærmest tigge, men på sådan en passivt/aggressivt måde. Jeg kunne godt give ham en chance, mente han. Nu havde jeg ikke alene ikke lyst til at danse, jeg havde ikke lyst til at danse med lige netop ham.
Der har været mange som ham før og efter, men jeg husker episoden så tydeligt, fordi mine nye studiekammerater var så åbenlyst på hans side og syntes, at jeg burde have danset med ham ”han har siddet og kigget efter dig hele aftnen og tog så endelig mod til sig, og så afviste du ham så brutalt”. Ok, men jeg havde altså overhovedet ikke lagt mærke til ham, før han stod foran mig, og min første afvisning handlede jo ikke engang om ham specifikt. Jeg har fandme lov til selv at bestemme, om jeg vil danse eller ej, uden at det gør mig til en hjerteløs bitch!

























