RM

Da jeg var 17 tror jeg at jeg blev voldtaget.
Jeg siger tror mest fordi jeg selv bliver så usikker når jeg tænker på det. Ikke på hvordan jeg havde det, eller har det med det. Men på hvad der egentlig skete og hvordan pokker det kom dertil.
Jeg er nødt til at skrive det hele ned nu. Det hele, for det er som om at så længe det ikke er sat på papir, så kan jeg hele tiden skifte mening. Om om det nu også var så galt. Selvom jeg ved at det må det jo have været. Ellers ville jeg ikke have det som jeg har det nu. Mistilliden. De pludselige tudeture. Frygten for at være alene. Frygten for at være sammen med andre. Rædslen for intimitet. Smerten ved at være ensom. Billederne.
For jeg kan kun huske visse ting. Ind imellem er der de her passager, hvor jeg bare tænker ‘hvad skete der egentlig dér? Hvorfor kan du ikke huske noget?’
Det var i en norditaliensk landsby. En turistby egentlig, selvom min familie er kommet der fra inden det blev et ferie sted.
Jeg havde godt set ham sidde og kigge på os når vi promenerede ned langs kajen, nede ved byen. Han var vel på min egne alder. En spinkel fyr. Havde halvlangt hår, hvilket man jo syntes var interessant i sig selv den gang.
For fanden hvor var jeg ung.
Han var i skyggen, sad henne på en stor granitsten hvor de unge sad og røg om aftenen.
Jeg gik ikke derhen netop fordi jeg syntes at min kjole var for kort. Jeg er jo ikke dum. Det italienske er i familien. Vi piger har fået banket ind i hovedet hvordan visse ting er anderledes, når vi er i Italien og ikke i Danmark.
Men jeg kom tilbage, senere, en anden gang, hvor jeg havde passet på at tage cowboybukser og en sort – løs! – t-shirt på. Så ingen kunne være i tvivl om hvad slags pige jeg var. Ikke noget med at lægge op til noget.
Så fik jeg en smøg af ham. Det var da meget hyggeligt. Set tæt på kunne jeg se at han ikke var så pæn som på afstand. Jeg mistede interessen lidt, men så begyndte han at tale til mig om musik, på gebrokkent Italiensk, foranlediget, tror jeg, af min Smashing Pumpkins t-shirt. Set i bakspejlet har det altid virket så ironisk at det var dén. Med ZERO prentet i sølv på sort baggrund.
Og ZERO var nøjagtig som det ville lykkes ham at få mig til at føle mig, senere.
Vi snakkede. Jeg vidste da godt at måske ville det blive til holden i hånd, og måske et kys eller to. Det gjorde mig ikke noget, selvom han ikke var specielt lækker…så vi gik og snakkede, og da han skulle hjem blev vi enige om at okay, jeg kunne da følges med ham indtil den nordre byport.
Skulle jeg have tænkt mig om?
Det gjorde jeg altså ikke. Hvad fanden skulle en spinkel nirvana-fyr kunne gøre mig?
Jeg aner det ikke den dag i dag, hvordan vi endte ude på den parkeringsplads. Ude ved landevejen, bag nogle tennisbaner. Den var tom.
Jeg kan stadig høre ordene. De var surrealistiske.
”Show me your pussy.”
Jeg blev bare så chokeret. Jeg ville selvfølgelig ikke, og det sagde jeg til ham. Han blev ved.
Jeg kan ikke rigitg huske hvad jeg tænkte. Jeg endte op mod en mur, i skyggen. Han stod foran mig. Jeg kunne ikke gå til siden fordi der stod en scooter.
En fucking scooter…. hvor idiotisk kan det blive…
Til sidst lod jeg ham stikke hånden ned i mine bukser. Stod bare og var så kludedukkeagtig op af den her mur som jeg kunne. Han asede rundt dernede. Det gjorde ondt.
Allerede der må jeg jo være gået i chok. For jeg har ingen anden forklaring på den magt han fik over mig. Der skete vistnok ikke mere dér…. Jeg kan huske at jeg gik hjem, alene, gennem tomme gader. Og at han ville møde mig igen.
Jeg tror jeg fik opfundet en eller anden fornægtelse på vej hjem. Jeg kunne jo høre min families dom allerede, inde i mit hoved. Ikke min nære familie, men den større, på min mors side. Og det er den store familie der har magten…. ‘Hvad regnede du selv med, når du gik med ham hen sådan et sted?’
Hvordan skulle jeg nogensinde forklare at jeg ikke anede hvordan fanden vi var endt der? Vi havde jo bare gået og snakket…
Jeg var stille, den næste dag. Undgik hele dagen at tænke på det. Eller også tænkte jeg på det hele tiden, overbeviste mig selv om at jeg var nødt til at gå ud og møde ham igen som jeg havde lovet, fordi der måtte simpelthen være noget jeg havde misforstået her. Noget jeg havde fejlopfattet.
Nej, oprigtigt talt, jeg må have været i chok. For det var jo komplet irrationelt.
Desuden var det tæt på der hvor jeg boede nu. Nede ved broen. Der var der mennesker hele tiden.
Jeg endte med at følges med min søster. Han var der ikke. Jeg åndede lettet op.
Og glemte. Rasende. Ned i en dyb kasse. Med lås og slå.
Indtil en uge efter. Lige aftenen inden jeg skulle hjem. Hvor han dukkede op ud af det blå og undskyldte mange gange. Han havde haft et opgør med sine forældre. Havde haft stuearrest i en uge.
Igen er det hele brudt i stykker.
Først billedet af at vi sidder og snakker.
Så noget med at han vil kysse mig. Det indvilliger jeg i… han siger også noget med at hvis han ikke betyder noget for mig, så vil han hoppe i søen eller snitte sit håndled over.
Rædselsslagen fik jeg ham til at lade være.
Igen kan jeg ikke huske hvordan vi endte hvor vi gjorde. Eller hvorfor jeg gik med ham…. det var som om at så lang tid vi gik, så lang tid jeg kunne høre mennesker, så mente jeg at jeg var i sikkerhed. Så kunne der ikke ske noget…
Jeg kan huske noget med at gå gennem en baghave til et meget stort feriehus hvor vi stensikkert ikke måtte være. Jeg kan huske noget med at han tog mig ved armen og førte mig med op et sted i en klynge træer. Det var inde bag et højt jerngitter ud til en landevej. Jorden var hård og bagt. Der lugtede underligt.
Jeg havde min fars ur med. Jeg sagde at jeg skulle hjem.
Han ville have mig til at sutte hans pik.
Han sagde det ligeud.
Jeg sagde nej. Jeg skulle hjem. Han holdt fast i min arm så jeg ikke kunne gå. Han blev ved.
Jeg kunne høre dommen inde i hovedet : det var allerede for sent. Jeg var jo gået med ham. Det måtte vel betyde at jeg gerne ville? Eller at jeg skyldte ham det… hvad ved jeg?
Det næste jeg kan huske er at jeg gjorde som der blev sagt. Jeg tror jeg rystede. Jeg var også ved at græde.
Og alligevel var jeg helt rolig. Var ligesom i en anden verden. Det her skete jo bare ikke.
Det værste var at han ikke kunne få ordentlig erektion. Det var som om det gjorde det hele endnu mere ydmygende. Som om det ikke engang var fordi han var ophidset… det var bare et spørgsmål om magt. Se hvad jeg kan få dig til at gøre!
Igen fik han en hånd ned i skridtet på mig og lå der og pillede, og jeg forsøgte bare at glemme det, være et andet sted så jeg ikke opdagede hvad det var han gjorde med min krop. Jeg tror at jeg lå og tænkte på hvordan jeg kunne komme hjem, hvornår det var nok og han ville lade mig slippe. Jeg tror også jeg forsøgte at lade som om at jeg var med på det, selvom det nok ikke gik særlig godt. Jeg ved ikke om det narrede ham. Set i bakspejlet, så lader det faktisk til at han mistede interessen af det.
Det tog så forfærdelig lang tid. Minutterne gik. Og det blev bare ved. Det ville ikke forsvinde.
Jg kunne ikke få lov at slippe.
Det næste klare jeg husker er, at han trak et kondom frem, og sagde at han elskede mig, og hvis jeg ville bevise at jeg elskede ham så ville jeg have samleje med ham nu.
Elskede ham?! Hvad fanden mente han?!
Står du virkelig og tror at du kan bilde mig ind at det er fordi du er forelsket i mig, din klamme stodder?!
Noget må være vågnet i mig. Ligesom før var det som om at jeg stadig sad i passager sædet. Men det var ikke længere ham ved rattet.
Det var dyret. Det gule dyr i min mave. Det som altid har boet inde i mig.
Det var vendt tilbage. Og det var rasende!
Jeg argumenterede med ham, først. Sagde at sådan var det altså ikke i Danmark. Og at mine følelser (Følelser?! Vi havde kendt hinaden i en UGE??) overhovedet intet havde med at gøre med, hvorvidt jeg ville gå i seng med ham eller ej!
”But this is not Denmark, this is Italy.” Sagde han.
Så sagde jeg koldt og roligt at det ville jeg ikke. Jeg Sagde det flere gange. Og rev mig løs.
Jeg vendte mig om og gik. Hurtigt.
Jeg tror nok at da jeg nåede ned til søen begyndte jeg at løbe, men jeg husker det ikke.
Det var som om det var magtpåliggende for mig at gå. Roligt. Hjem.
Jeg kom hjem til campingpladsen, og gik ind i mit telt og undgik at tale med nogen.
Næste dag blev det klart at jeg havde tabt min fars ur, et sted dernede. Han ville have at jeg skulle gå ned og se om det lå der, så jeg brugte en halv time på at gå halvvejs derned, og så sidde på en bænk, ude af syne.
Jeg skulle ikke derhen igen. Det var ligemeget at han, logisk set, slet ikke var dernede mere.
Inde i mit hoved står han der stadig. Og venter på at jeg skal komme tilbage.
I seks år var jeg kold og rolig. I seks år fandtes denne oplevelse ikke, bortset fra i mine dybeste, inderste tanker, når jeg ikke kunne holde den væk.
Og det kunne jeg ikke.
Blev jeg voldtaget?
Jeg ved det ikke. Dog : jeg tror jeg vil sige ‘Ja’.
For alt det der skete bagefter. Alt den sorte betændelse inde i mig.
Det var ikke noget jeg fandt på.
Nu har jeg skrevet det hele ned.
Det var sådan det skete.
Hvis jeg nogensinde kommer i tanker om flere detaljer, må jeg jo tilføje dem. Men det tror jeg ikke at jeg gør.
Det tog så forfærdelig lang tid. Det blev ved, og ved, og ved. Inde i mit hoved slutter det aldrig.
Ydmygelsen, og den kvalmende fornemmelse af blødt, dødt kød i min mund.
Det slutter aldrig.
Dyret med de gule øjne ser på mig, med stor sorg. Det elsker mig. Hele tiden forsøger det at rense mig for det.
Og hele tiden lykkes det.
Og selvom det aldrig holder op, selvom det altid skal renses igen et stykke tid efter.
Så elsker dyret mig. Og gør det.
Og sådan vil det altid gøre.
Og dét kan jeg ikke fortryde.
Er det prisen værd? Jeg ved det ikke.
Den slags har jeg ikke noget svar på.
Jeg brændte ZERO-t-shirten, seks år senere. Det år jeg fortalte det til andre at det var sket.