Som 17-årig har jeg brug for et job ved siden af gymnasiet og reagerer på et stillingsopslag som “flaskedreng” i den lokale superbrugs. Jeg må helt konkret overtale den nærmeste chef til at ansætte mig *på trods af* mit køn, for det indebærer jo at løfte og flytte rundt på tunge/store ting, men jeg opdager hurtigt, at jeg trods min lavere højde osv. er den, der arbejder mest og bedst, da alle de øvrige ansatte (drenge) mest bruger energi på at undgå at lave noget som helst. Jeg ender med at sige op efter et par måneder pga netop denne chef til stor ærgrelse for de to øverste chefer, der i det mindste godt kunne se, hvor god og pligtopfyldende en arbejdskraft, jeg var.
I flere år efter gymnasiet arbejdede jeg primært som pædagogmedhjælper og lærervikar og oplevede ofte at blive fravalgt til stillinger, fordi der var mandlige ansøgere, selvom jeg havde langt mere erfaring og kvalifikationer end de. Det er som sådan ikke et problem for mig, at daginstitutioner og skoler ønsker at have en vis procentdel mandlige ansatte – mit problem ligger i, at 1) jeg har oplevet, at der bliver stillet meget lavere krav til mandlige ansatte end til kvindelige (fx en ung mandlig medhjælper, der havde opsyn med det tændte bål på legepladsen, og som gik væk fra det, selvom det slet ikke er tilladt som bålvagt, og ingen gjorde eller sagde noget), og 2) at jeg indtil videre hverken har oplevet eller har hørt om andre, der har oplevet, at der i lige så høj grad på traditionelle ‘mandearbejdspladser’ bliver fravalgt kvalificerede og erfarne mandlige ansøgere, blot fordi der er nogle kvindelige med færre kvalifikationer og erfaring. Det gør det dobbeltsvært og -uretfærdigt for kvinder at finde et job, når man både på traditionelle ‘mandearbejdspladser’ og traditionelle ‘kvindearbejdspladser’ vælges fra pga sit køn!

























