E

Jeg har været på bar med en god veninde. jeg går ned af nørregade. klokken er omkring 3 fredag aften.
En dreng på omkring 20-25 år har hårdt fat i armen på en pige ca 100 meter foran mig. Jeg sætter farten op og gør mig klar til en eventuel konflikt. Hun river sig løs og går hurtligt ned af en sidegade. Knægten griber en 1,5 liters Colaflaske og bruger den som kølle mod et lavt vejskilt der står på hellen mens han raser. Han står og tæver på det da jeg går forbi. Da jeg er nået 10-15 meter forbi ham skriger han “luder!”.
Jeg er fuld og råber over skulderen “det kan du kraftædemig selv være”. Han stopper op og står og glor efter mig.
Så kan jeg høre han kommer løbende efter mig. fuck, tænker jeg. der var du sgu for uforsigtig.
Han løber op foran mig og kigger mig ind i ansigtet.
Så udbryder han: “undskyld jeg troede du var en mand!”
Da jeg ser uforstående på ham begynder han lettere usammenhængende at forklare; at det jo ikke var mig han råbt af (han troede jo jeg var en mand og en mand kan ikke være en luder, forstås), en mand ville jo forstå hvorfor han kaldte hende en luder.
Da jeg ikke sagde noget skiftede han taktik og begyndte istedet at kritisere mit udseende og fremhæve hver ting han synes fik mig til at se mandlig ud.
Da valgte jeg at gå min vej. Jeg var lidt bange for at han skulle opfatte det som en provokation, men ville ikke høre mere på hans pis.
Da jeg var på sikker afstand tænkte jeg, at mit “mandlige udseende” nok redede mig fra en del af den slags objektificering jeg ser andre kvinder blive udsat for. Men jeg er stadig underlagt kravet om at være “rigtig mand” eller “rigtig kvinde”. Denne mellemting, som jeg befinder mig godt i og er glad for, er det første mænd kritiserer når der opstår konflikt. Jeg bliver i lighed med personer der identificerer sig som kvinder, reducert til mit udseende.