En af mine kvindelige undervisere forelæste i foråret om en undersøgelse, hun selv et par år inden havde forestået, der til dels handlede om ‘falske’ voldtægtsanklager, som ifølge hende især blev indgivet af ressourcesvage “piger” (det var den betegnelse, hun brugte) fra udkantsområder som fx Lolland-Falster, der ved at indgive en ‘falsk’ voldtægtsanklage efter en våd aften i byen fik en masse (åbenbart ønskværdig) opmærksomhed og penge til en taxa hjem fra København. Hun fortalte løs om alle de fordele, som anmelderne fik ud af den ‘falske’ anmeldelse, og hvor svært det kunne være for unge mænd af anden etnisk herkomst end dansk (der som regel var de anklagede) at forstå og aflæse de etnisk danske pigers eventuelle ‘nej’ i en sex-situation (for den hvide, unge kvinde havde jo fx taget imod alle de her drinks fra den mørke, unge mand, og han var ikke i stand til at forstå, hvis hun så ikke havde lyst til sex alligevel, hvilket jo var virkeligt synd for *begge* parter!), og der var i det hele taget en stor gråzone omkring det med voldtægt, for ‘var det reelt voldtægt, hvis voldtægtsmanden *ikke vidste*, at det var en voldtægt?’.
En studerende nævnte forsigtigt den mulighed, at disse unge kvinder måske slet ikke ønskede den opmærksomhed, de fik af politiet og de sociale myndigheder, hvilket så ud til reelt at overraske vores underviser, som om hun slet ikke havde overvejet det som en mulighed. En anden studerende spurgte til gengæld ind til, hvordan hun havde defineret de falske voldtægtsanklager, og nævnte noget med de store mørketal for voldtægt, og forelæseren forklarede, at hun bl.a. havde regnet følgende anklager som falske:
– anklager/anmeldelser som politiet havde frafaldet pga manglende beviser og
– anklager/anmeldelser som anmelderen havde trukket tilbage!
Hun fortalte stolt, at hun havde valgt at ‘udfordre vedtagne konventioner om emnet’, og over at have påvirket den nye lovgivning på området i en mildere retning med denne undersøgelse – hun byggede i øvrigt hele sin undersøgelse på udleverede politirapporter og sagsakter og lign., så hun havde aldrig direkte talt med hverken de unge kvinder eller mænd.
Det skræmmer mig, at man i 2013 selv på et dansk universitetsstudie som sociologi (hun er oven i købet en af de eneste kønsforskere på hele mit institut!), der jo netop i høj grad beskæftiger sig med uretfærdigheder, uligheder samt svage og udsatte grupper i samfundet, ikke bare bedriver den her slags forskning men også underviser i den – især når man som jeg ved bare en smule om voldtægtskultur; hvor ofte de beviser, der eksisterer i en given sag, ignoreres eller affærdiges; samt den horrible måde, voldtægtsofre som regel behandles på af politi, omgangskreds, medier og samfund i øvrigt, hvilket alt for ofte leder til, at offeret trækker sin anmeldelse tilbage. Det var en meget ubehagelig forelæsning, og jeg håber virkeligt, at der ikke var nogen voldtægtsoverlevere til stede, for det kan ikke have været rart! (underdrivelse)

























