Jeg kan huske min første gymnasiefest, som var det igår, og det var nok en af de værste oplevelser i mit liv.
Det var en sen fredag aften, og jeg gjorde mig klar til fest sammen med min klasse.
Som helt ny 1.g’er var selvtilliden ikke helt i top, og derfor var det ikke den “lille sorte kjole”, som appellerede til mig den aften. Jeg valgte derfor at tage afsted i høje hæle, nylon strømpebukser, shorts og en flot langærmet bluse. Anstændig, men pæn!
Alle pigerne var meget forbløffede, over at jeg ikke ville have en kort kjole på som alle de andre, men sådan blev det altså.
Tiden gik, og nu var det tid til at tage afsted til festen.
Dum, som jeg var, efterlod jeg min taske hjemme hos min ven, og vi blev enige om, at vi alle ville følges hjem og sove hos min ven efter festen.
Festen gik, og hen ad aftenen besluttede de fleste at tage hjem til min ven, for at sove og jeg besluttede mig for at blive med et par af mine veninder.
Alle mine veninder drak sig sanseløst fulde og det endte derfor, at deres forældre kom og hentede dem, og her stod jeg så alene og skulle gå hele vejen hjem til min klassekammerat midt om natten.
Derfor ringede jeg til min ven, som sagde at han kunne komme, og følges med mig.
Da vi gik hjem, drejede vi ned ad en sidegade, og idet vi kom rundt om hjørnet, så kom en stor flok mænd gående (otte i alt).
Jeg kunne godt se, den ene lavede kysse-lyde da han gik imod mig, men jeg ignorerede det bare.
Da han var ca en halv meter ra mig, så tog han sin hånd og kørte den op ad mit inderlår med retning mod mit skridt. Jeg blev så chokeret, så jeg svingede min højre hånd lige ind i siden af hans hovede, så det endte med, at han faldt til jorden.
Herefter stoppede alle de andre mænd, som allerede havde passeret mig, og de begyndte herefter at råbe ad mig. Jeg kiggede i panik efter min ven, som jeg lige pludselig fik øjenkontakt med.
Han fortsatte med at gå og i mellemtiden, omringede mændene mig. Jeg råbte efter min ven, idet jeg havde opfanget faren i situationen, men han kiggede bare den anden vej og fortsatte med at gå.
Her stod jeg, omringet af otte mænd, og min ven stak bare af uden at hjælpe mig…
Nu trådte en anden mand frem, og han begyndte at holde fast i mig i ren panik og angst slog jeg ham i hovedet, og han faldt og fik blodnæse. Nu begyndte alle mændene at skrige ad mig, og de begyndte alle at holde fat i mig og prøvede at tage mit tøj af.
Heldigvis kom en politi patrulje vogn kørende rundt om hjørnet og bilen standsede, og politimændene trådte ud ad bilen, og råbte “hvad fanden har I gang i????”
Mændene løb, og politiet spurgte, om jeg var okay. I min choktilstand svarede jeg, at jeg var okay, for jeg var bange, og jeg ville bare hjem.
Politiet kørte igen.
Jeg løb hele vejen hjem til min ven i ren og skær rædsel for, at mændene ville følge efter mig, de var jo kun løbet ned af den næste gade.
Under løbeturen ringede jeg til min far, og jeg blev hentet efter ti minutter senere.
I løbet af weekenden forsøgte min familie at få mig til at blive hjemme, men jeg overbeviste dem om, at jeg var okay, og at jeg nok skulle klare det hele. Så traumatisk var det, da heller ikke…
Da jeg mødte op i min skole mandag morgen, begyndte alle mine venner at spørge, om jeg havde en fed fest fredag aften, og jeg svarede, at jeg var blevet overfaldet.
Jeg nævnte bevidst ikke min ven, som ikke havde hjulpet mig, da dette ikke handlede om ham, og jeg kunne godt forstå, han havde været bange. Jeg forstod dog ikke at han ikke løb efter hjælp.
I løbet af dagen trak min ven mig til siden, og han tiggede mig om ikke at fortælle, at han bare var løbet væk. Jeg sagde okay, da jeg ikke kunne overskue at tage diskussionen.
Desværre havde en fra min klasse set min ven hente mig, og han stillede derfor spørgsmålstegn til, hvor han havde været under hele forløbet, da han skulle følges med mig hjælp, og så gik helvede løs!
Min ven begyndte derefter at benægte, han havde været der og spredte rygter om, at jeg løj, at det aldrig var sket, og at jeg overdrev..
Efter et stykke tid begyndte alle min venner på skolen derfor at vende sig mod mig, og sagde, det var noget, jeg havde fundet på for at få opmærksomhed og for at skubbe min ven, som havde forladt mig, ud af klassen. Flere dage gik, og rygterne spredte sig til alle klasser.
Til sidst hed historien, at jeg havde gjort det for opmærksomhed, at jeg var en løgner, at jeg forsøgte at mobbe min ven.
De, der troede på at jeg var blevet overfaldet, begyndte at spørge, om jeg ikke overdrev antallet af mænd, samt insinuerede, at jeg selv havde bedt om at blive overfaldet pga. min påklædning.
Som om at det ikke var nok at skulle håndtere et overfald, overgreb, svigt fra min ven svigt fra politiet og en næsten voldtægt, så skulle jeg også håndtere rygterne og stemplingen “hun bad selv om det”.
Mit overfald blev aldrig accepteret eller anerkendt og således negligeret, til at jeg selv bad om det. Dette resulterede i, at jeg brød psykisk sammen og fik en lettere depression. Dette er jeg dog heldigvis kommet ud af i dag.
Dog har oplevelsen givet mig varige traumer, som gør, at jeg til tider har svært ved at have nærkontakt til mænd, samt at stole på mennesker.
Alt sammen takket være vores “fantastiske” stenaldersamfund og de sygelige kvindeundertrykkende stereotyper.

























