For ca. 15-16 år siden stod jeg i en situation, hvor jeg ville politianmelde en sag, hvor jeg fik at vide af politimanden i røret, om jeg nu var helt sikker, fordi det ville få store konsekvenser for min daværende kæreste. At politimanden i røret talte mig ‘ned’ (ikke at jeg var voldsomt affekteret, tværtimod var jeg relativt fattet, og havde truffet beslutning om at nok er nok), og såede tvivl i mig, resultererede i at jeg endte med at sige farvel – uden at have anmeldt. Fra at have stået i en væmmelig situation, derefter truffet en klar beslutning om, at volden skulle anmeldes, have tiltro til politiet, som den autoritet, som skulle hjælpe mig, ringe op og fortælle min oplevelse og at jeg ville anmelde personen, gik jeg til at føle mig desillusioneret, tvivle på min egen oplevelse, tænke måske er det mig, der overreagerer og i sidste ende ikke anmelde.
Det fik den konsekvens, at der gik et år mere inden jeg fik afsluttet det forhold – og at volden ikke stoppede, men nærmere eskalerede. Læs ikke det her som om, jeg fralægger mig ansvar ift. at træffe egne beslutninger, og at jeg skriver, at politiet er skyld i, jeg blev. Dog var jeg ved min opringning til politiet for at anmelde volden, klar til at ringe efter flyttevogn ligeså snart jeg havde leveret anmeldelsen. At politimanden i røret understregede overfor mig, at jeg skulle tænke over konsekvenserne for min daværende kæreste, om jeg var sikker på jeg ikke lige ville tænke over det et par dage, satte spørgsmålstegn ved omfanget af volden og minimerede betydningen af volden, gjorde at jeg aldrig vendte tilbage med anmeldelsen.

























