Jeg sad i bussen på vej til arbejde en morgen sidste sommer. Jeg havde en blazer og cowboybukser på og sidder og passer mig selv i den eller halvfulde bus. En beruset mand kommer ind i bussen og sætter sig over for mig i bussen, og begynder ret hurtigt at tale nedladende til mig om, hvordan jeg er iklædt – for eks. at mine cowboybukser er stramme og han kan se mine “lækre” former. Jeg ignorer ham, og synes i starten mest, at han er irriterende at høre på. Men han bliver vred over, at jeg ignorer ham, og hans opførsel eskalerer til han til sidst sidder og råber af mig, at han vil følge efter mig, når jeg stiger af bussen og voldtage mig analt. Han er meget grafisk og råber højt, så hele bussen kan høre ham. Jeg gør eller siger ingenting, nu af frygt, og selv om der sidder en mand i 40erne på den anden side af midtergangen og buschafføren tydeligt kan høre ham, er der ingen, der gør eller siger noget. Mit busstop nærmer sig og jeg begynder at overveje om jeg bare skal blive i bussen til manden stiger af eller om jeg skal risikere, at han følger efter mig. Jeg beslutter mig for, at jeg ikke vil lade mig chikanere eller styre af ham og stiger af. Han følger heldigvis ikke efter mig, men jeg følte mig utrolig utryg til jeg når min arbejdsplads.
Jeg er stadig forargret over, at ingen mand sagde noget til ham eller at buschafføren ikke smidte ham ud af bussen. Jeg er en lille og spinkel kvinde i 20erne og ville aldrig kunne gøre modstand, hvis han besluttede sig for at forulempe mig lige der i bussen, og jeg er ikke sikker på, at nogen ville have gjort noget. Jeg ved ikke om de synes det, han sagde var ‘i orden’ eller inden for grænserne, eller om de bare ikke ville blande sig en beruset mands chikane, så længe den ‘kun’ var verbal.
Jeg har siden hørt i nyhederne at en 14-årig pige er blevet fysisk forulempet af en beruset mand, beskrevet som alkoholiker, mens hun ventede ved et af busrutens stoppesteder. Jeg ved med mig selv, at det er den samme mand. Jeg ville ønske jeg havde rapporteret det, som skete, til politiet, så den unge pige måske ikke havde oplevet det, som hun gjorde, men jeg troede ikke, politiet ville tage mig seriøst, især fordi ingen anden i bussen gjorde det, og jeg havde heller ikke lyst til at forklare det, der var sket til alle mine (mandlige) kolleger af frygt for, at de ville se mig some hysterisk, selv om jeg sad nærmest grådkvalt ved mit skrivebord den første time den dag.

























