Anne

Rape-culture og victim blaming i børnehaven.
Vi er de stolte forældre til en dejlig 5-årig pige. Jeg vil nu dele to oplevelser med jer, som vedrører rape-culture og victim blaming, og som har været meget grænseoverskridende oplevelser for både vores datter og os som forældre.

For lidt under et år siden fortalte min datter stolt, at hun havde fået sig en kæreste (hvilket betyder at man leger lidt mere sammen og kysser en gang i mellem. Man holder ikke i hånd, for det bliver for meget ifølge min datter. Pigerne er også kærester med hinanden. Lige fortiden kalder min datter f.eks. sin veninde for kæreste, også selvom de vist ikke kysser. De leger bare meget sammen). Drengen, min datters daværende kæreste, var en af de ”sejeste” i børnehaven ifølge min datter. Forholdet endte dog allerede efter et par dage. Min datter havde nemlig sagt til den pågældende dreng, at hun ikke kun ville lege med ham, bare fordi de var kærester – hun ville også gerne lege med sine andre venner.
Den unge mand blev vred, spyttede flere gange på min datter og sagde at han ville slå hende ihjel. Da jeg kom ned for at hente hende, blev jeg derfor kontaktet af personalet. Jeg blev rasende, da jeg hørte, hvad drengen havde sagt og gjort. Pædagogerne havde heldigvis irettesat drengen med det samme, men de havde ikke fået talt med hans forældre. Dagene gik, og de fik fortsat ikke talt med hans forældre. Jeg valgte derfor at tale med pædagogerne igen.
Vi havde et lille møde, hvor en pædagog samt den pædagogiske leder var til stede. De beklagede meget, at de ikke havde fået talt med drengens forældre, og de fik også sagt, at de godt vidste, hvor drengen havde sproget og den truende opførsel fra. Jeg sagde, at jeg altså krævede, at de talte alvorligt med drengens forældre – ellers ville jeg og min mand gøre det. Jeg overvejede faktisk at kontakte politiet, for selvom drengen kun var 5 år, så var der altså tale om en dødstrussel af format, og børn har samme rettigheder som alle andre.
De forstod alvoren, men så sagde pædagogen noget til mig, som irriterede mig kraftigt: ”Din datter må også lære at give igen. Presser han hende op i en krog, så må hun lære at skubbe ham kraftigt væk”. ”NEJ!”, sagde jeg med det samme. For det pædagogen udsatte min datter for, var jo implicit victim blaming af en 5-årig pige. Mit svar: ”Drengen skal lære at forstå, at et nej er et nej. Han skal sgu lytte til min datters nej, uanset hvor højt det er. Et nej skal respekteres! Min datter skal ikke lære, at selvtægt/vold er hendes eneste vej ud. Hun skal sørme ikke lære, at det er okay at hendes stille, høflige nej bliver overhørt”. Den pædagogiske leder blandede sig imidlertid også og sagde, at det selvfølgelig ikke var min datters ansvar at lære drengen at hans voldsomme, truende opførsel ikke var i orden. Jeg har efterfølgende talt meget med min datter om det. Hun ”slog op” med drengen med det samme, ”for sådan behandler man jo ikke sin kæreste, vel Mor?”. Vi har talt meget om, at hendes nej altid er godt nok, for hun bestemmer selv over sit liv og sin krop.
En anden episode omhandler en anden ung dreng, som har kastet sin kærlighed på min datter. Denne dreng truer hende ikke, men han overfalder hende med ”kærlighed”. Jeg har tre gange været vidne til, at drengen, når jeg henter min datter, ikke vil give slip på hende. Den ene gang krammede han hende så voldsomt, at han faktisk nedlagde hende – samtidig med at min datter gentagne gange sagde stop og prøvede at vriste sig ud af hans greb.

Den første gang bremsede en af pædagogerne ham. Da det skete igen i går, irettesatte jeg ham: ”Stop så, hun har faktisk sagt nej til dig, og det SKAL du simpelthen lytte til. Et nej skal respekteres!”. Drengen blev helt målløs, han troede tydeligvis ikke, at der var noget galt i hans fysiske kærlighedserklæring (så jeg tilføjede forklarende, at at hans egen nej jo også skal respekteres). Jeg følte faktisk, at det både var grænseoverskridende for mig selv og min datter. Drengen krammede hende utrolig hårdt og voldsomt, mens han kyssede hendes bryst og ansigt. Min datters blik var næsten panisk, og hun kiggede på mig med et ”hjælp mig mor”-blik. Det var meget ubehageligt. Igen talte jeg efterfølgende med min datter om, at hendes nej altså er mere end rigeligt. Efter episoden i går har vi taget fat i pædagogerne, og de tager det umiddelbart alvorligt, men jeg tror, at jeg tager endnu en snak med dem senere i dag. Det er virkelig vigtigt for mig, at de forstår den vigtige problematik. De sagde heldigvis intet à la ”drenge er jo drenge” eller ”man tugter dem, man elsker”, for så var jeg simpelthen eksploderet.

Det er hårdt at indse, hvor meget voldtægtskulturen faktisk fylder, og at victim blaming åbenbart allerede starter i børnehaven. Jeg føler virkelig, at det er en af mine vigtigste opgaver som mor at lære min datter, at det aldrig er hendes skyld. At hendes nej er mere end nok. Jeg bliver bare så vred og ked af det. Skal det virkelig være nødvendigt, at jeg igen og igen skal tale med hende om det? Hvad fanden er der galt med verdenen? 5 år?

Min bøn til jer og alle dem, I kender: Lær jeres børn, at et nej er et nej (uanset hvordan det formuleres), og at de også skal lytte til og respektere andres NEJ.