Det er et par år siden, jeg er på hospitalet (hvilket jeg ofte er, dersom jeg er kronisk syg) og en læge prøver at overbevise mig om at jeg skal have lavet en ubehagelig undersøgelse (uden bedøvelse) og som jeg var meget bange for (det er den slags skopi hvor du skal have en slange ned i halsen). Lægen beder mig lægge mig ned på briksen og trække trøjen op så han kan trykke mig på maven, så mens jeg ligger ned læner han sig ind over mig og siger at ‘jeg skal have den undersøgelse, ikke også?’. Hans tone gør det klart at jeg er en dum lille pige for overhovedet at overveje at sige nej og jeg kan ikke andet end at nikke og akkviescere mens jeg græder. Jeg kan ikke lade være med at tænke om han havde gjort det samme, havde jeg været en mand og mere end halvt hans størrelse.

























