Natasja

Jeg ser til en koncert, hvor folk står tæt sammen. Jeg hygger mig og har det sjovt, hvor jeg pludseligt bliver taget på røven. Da jeg vender mig om, kan jeg ikke få øje på hvem det er. Da jeg er vant til dette, rør det mig desværre ikke længere på det personlige plan (hvilket egentlig er tragisk i sig selv), det der rør mig er en generel tendens bl.a. unge og ældre mænd, hvor det betragtes som fuldkommen acceptabelt og i nogle tilfælde lidt morsomt at behandle kvinders kroppe som allemandsejede objekter.
Da jeg ved at alle bag mig har set hvem det er, tillader jeg mig at gøre en scene ud af det, hvor jeg højlydt råber “Jeg ved ikke hvem der tog mig på røven lige før, men hvis jeg finder ud af hvem det mandchauvinistiske svin er, skal jeg nok sørge for at han bliver meldt til politiet.” Jeg er naturligvis pinlig over, at det er nødvendigt at lave denne “scene” ud af det, men jeg følte og føler stadig – at hvis jeg ikke kan finde ud af hvem personen er, vil jeg sørge for at han bliver udstillet og pinliggjort af alle, der så ham gøre det. Akkurat ligesom han pinliggør kvinder, der bliver udsat for denne objektificering.
Jeg så en lille gruppe af drenge kigge forfærdet over mod mig og hurtigt gik de fra pladsen. Et par kvinder bag os, stirrede også over mod den lille gruppe. Jeg håber at det gjorde et vist indtryk på dem… bare en eller anden slags. Så de vidste, at det bare har en eller anden konsekvens at gøre sådan.