Da jeg gik på efterskole sidste år, var det en ganske accepteret praksis for skolens drenge at klaske pigerne i numsen, famle efter deres bryster, kilde dem ukontrollabelt eller samle dem op – altsammen på trods af protest. Jeg var selv udsat for ovennævnte flere gange, og da jeg var meget genert, og ikke havde været ude for ‘den slags’ før (ikke vidste hvordan jeg skulle reagere), var jeg meget dårlig til at få dem til at stoppe. Jeg sagde altid nej, men aldrig hårdt – man var jo bange for at være en ‘sippe’, bryde den ‘gode stemning’ el. lign. Ofte endte det med at jeg måtte løbe væk eller sætte mig ned (så de ikke kunne smække mig i røven), hvorefter de tit ville jagte efter mig, eller (når jeg sad ned) prøve at klaske mig i numsen selv om den var på sædet. Der var heller ikke rigtig nogle af de andre piger der med dyb alvor i stemmen sagde fra, og når de gjorde, så var de ‘kedelige’, og det var oftest ikke grund til at stoppe. Mod slutningen af året, hvor jeg var begyndt at lære at det altså IKKE var i orden, overvejede jeg ofte at slå dem; jeg gjorde det dog aldrig, da jeg var sikker på de ville blive rasende og slå igen – hårdt. Af andre drenge (og en mandlig lærer!) fik vi piger at vide, at det var ‘en kompliment’, og at det var drengenes måde at vise, at ‘de kunne lide os’ – igen den modbydelige “boys will be boys”-tankegang. På trods af tydeligt ubehag fra pigernes side, og sjældne vredesubrud, hvor de i stedet for et usikkert, mumlende: “nej, stop, jeg vil altså ikke have det – ej, vil du ikke nok stoppe? Stop nu, ej lad mig være, stop…” ville se drengene i øjnene og sige “SÅ HOLD DOG FORHELVEDE OP NÅR JEG SIGER DET TIL DIG”, stoppede drengene sjældent før de selv valgte, at nu var det ikke spændende mere. Ofte skete det “offentligt”, fx i spisesalen hvor der også var lærere til stede – der var aldrig nogen der sagde noget, ikke fordi de ikke turde, men fordi det ikke var et problem. Ofte smilede lærerne over vores “gode leg”, og de andre drenge grinte altid højlydt og gav high-fives til deres kammerater, når de havde sneget sig ind på nogen og nevet dem i brystet. Det var utroligt krænkende. Desuden føler jeg, jeg bør nævne, at jeg kun var 14 år – nogle af drengene var 16-17. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage tilbage til hvert enkelt tilfælde og give dem alle en fed flad, anmelde dem til politiet, skrige dem i ansigtet, et eller andet – de skulle lære, at det fandeme ikke var OK. Nu er jeg i det mindste vred og klar til næste gang nogen vælger, at min krop er et objekt de har lyst til at benytte sig af…

























