Som 12-årig spillede jeg tennis op ad en mur tæt på mit hjem. En mand (jeg gætter på omkring 30 år) cyklede forbi mig. Jeg var på dette tidspunkt allerede tilpas opmærksom på, at jeg var udsat som pige – ude alene om aftenen (klokken var omkring otte, i maj måned, solen skinnede), men afskrev det som paranoia. Jeg var altså opmærksom på, at han cyklede (temmeligt langsomt) forbi mig, og brugte meget energi på ikke at se på ham eller tænke videre over det, fordi jeg allerede dengang var stædig og stod på min ret til at færdes alene uden frygt. Jeg står altså bevidst uopmærksom på ham og spiller videre, da han råber: “hey! … skal vi spille?” Jeg kigger på ham, og opdager, at han har hevet pikken ud af bukserne og onanerer, mens han langsomt kører forbi mig. Jeg var fuldstændigt lamslået og vred, og stirrede vredt på ham, inden jeg med hastige skridt løb hjemad til lyden af hans hånlige latter. Jeg var bange, og da jeg kiggede mig over skulderen var han væk. Jeg tænkte hele vejen hjem, at han var på cykel, så jeg ville ikke kunne løbe fra ham, hvis han kom. Jeg prisede mig siden lykkelig over, at han ikke ville andet og mere end at vise sin pik – fordi jeg allerede som 12-årig var utroligt bevidst om, hvad voldtægt er. Jeg har siden haft mareridt, hvor jeg reagerede ved at slå på ham, og ham hævnede sig ved at gå efter min lillesøster.

























