Da jeg var på vej hjem fra Vesterbro under Distortion(som jeg ikke engang havde deltaget i) blev jeg udsat for en ubehagelig oplevelse. Jeg havde fået astma mens jeg havde været hjemme hos en ven, og havde derfor valgt at tage hjem kl. 3 om natten, da jeg ikke havde min medicin på mig.
Jeg sidder derfor på Kongens Nytorv station, da en fyr kommer hen og sætter sig ved siden af mig, og vil snakke med mig. Fint nok. Han introducerer sig selv og jeg ved allerede at han er fuld og prøver at score, da han startede med at sige at han læste psykologi, så sprogpsykologi, og så at han var musiker.
Han virkede egentlig sød nok indtil han begyndte at spørge ind til mit privatliv. Først kom den uundgåelige “har du en kæreste?” hvilket jeg svarede ja til, både for at få ham til at forsvinde men også fordi det er sandt, men så spurgte han som opfølgende spørgsmål om jeg nogensinde havde fået smæk af min kæreste. Det nægtede jeg at svare på, og fortalte ham at det var utroligt upassende hvorefter han blev sur. Jeg bad ham om at lade mig være fordi jeg havde det fysisk dårligt og ville hjem til min medicin og intet andet. Det svarede han på med “kom hjem til mig, jeg har medicin du kan bruge”. Der fattede jeg lidt at han ikke ville lade mig være på min opfordring. Han sagde efterfølgende nogle andre underlige passivt-aggressive ting såsom “jeg synes bare du er vildt sød og lækker, og er det ikke okay at jeg opfører mig dumt fordi jeg er lidt nervøs” hvilket jeg halvt ignorerede, efterfulgt af noget a la “så kan du da lige så godt svare på mit spørgsmål(det med smæk) i stedet for at være stram i det”
Det værste kom dog da jeg skulle med metroen. Jeg sad for enden af stationen, men gik tættere på midten fordi der var flere mennesker. Der fulgte han efter. Så gik jeg så tilbage til den ene jeg originalt startede i, inde i toget, fordi der var nogle mennesker der. Der fulgte han efter, og satte sig to pladser bag mig. Han stirrede på mig alle de stop jeg skulle, og da jeg skulle til at gå af sagde han “hvis du ikke følger med mig nu, vil der være konsekvenser”. Der hidsede jeg mig op med variationer af “Jeg tror du skal lade være med at snakke til mig, og jeg tror du skal gøre det lige nu!” hvorefter han pinligt satte sig ned på en af klapstolene og stirrede på sine fødder. Han tillod sig endda at sige at det faktisk var det forkerte tidspunkt han sagde det på, da han først skulle af på næste stop.
Da jeg så gik hjem fra stationen fik jeg blikke fra folk der havde været i metroen der så ud som om de dømmede mig, og jeg følte hele tiden at ingen ville handle hvis jeg hidsede mig op, for han havde jo udefra set sød og stille og rolig ud selvom han sad og var slimet og spurgte en pige han vidste var ti år yngre end ham om hun havde fået smæk. Han stank af løg og jeg var ved at kaste op af vrede og andet på vej hjem.

























