Da jeg som 19-årig kvinde var i lære i en møbelforretning, skulle hele personalet med evt. ægtefælle/kæreste til sommerfest med overnatning. Jeg var vist nok den eneste der kom uden kæreste/ægtefælle, og da vi var ankommet og skulle mødes til en velkomst-drink inden festen, holdt chefen en lille velkomst-tale. Han sluttede denne tale med at henvende sig til mig og sagde i alles påhør “Ja, og jeg bor på værelse 19, så ved du det til senere” Jeg blev helt paf og smilede sikkert bare høfligt, som jeg gjorde dengang, fordi jeg tilsyneladende ikke følte mig mere værd. Det værste var at ikke én af kollegerne sagde noget. Først næste dag, sagde en kollegas kone til mig at det da ikke var i orden dét chefen havde sagt.

























