Anonym

Tænker på, hvordan hygge-sexismen er indlejret som en del af vores sprog; de accepterede, humoristiske sayings, som har kvinden som underbemidlet som omdrejningspunkt: “Kvindeparkeringen”, “at løbe som en kvinde” “at slå som en kvinde”, at noget “er tøset”.
Derudover oplever jeg som det største problem, de forventninger der er til mig som kvinde, for at være omsorgsfuld, at træde tilbage for andre osv. Jeg tror kvinders følelsesmæssige opdragelse er anderledes end mænds, altså at vi som kultur opdrager kvinder til at tage større socialt ansvar, at tilsætte vores behov, til fordel for andres. På godt og ondt. Jeg har ofte været Jaloux på mænd i min branche, fordi det har været socialt accepteret, at de gik efter deres mål, at de sagde til omverden “hold jer væk, jeg skal det her”. Det er ikke fordi jeg påstår, at egoisme eller selvoptagethed i den forstand er en god ting, jeg konstaterer bare de her træk. Og siger, at der simpelthen kulturelt – også inde i mig selv, fordi jeg selvfølgelig er et produkt af den kultur jeg indgår i til hverdag – er en anden tilgang til kvinden, end til manden. Jeg tror vi er langt, og jeg tror vi skal passe helt afsindig meget på, ikke at indsnævre denne her snak, eller at holde op med at have den. Og jeg tror det værste er, når sexisme bliver til stueren hyggesexisme (ligesom racismen!!!), som man ikke må sige fra overfor. Det er farligt. Denne her ubalance mellem kønnene er en stor ting, og den handler om mange, mange års kultur.