Jeg er lige blevet færdig med en praktikperiode på et sygehus og er nu gået på barsel. Jeg var gravid i 6.måned da jeg startede praktikken og selvom jeg døjede meget med smerter i lænd og hofter, så var jeg opsat på at færdiggøre praktikken. Jeg havde dog lavet en aftale om at jeg bare skulle sætte mig 5 minutter hvis jeg havde behov for det – jeg fik endda tilbudt en seng at ligge i hvis det blev for meget (det benyttede jeg mig dog aldrig af)
Mine mandlige “kolleger” var alle flinke og forstående når jeg lige satte mig ned et par minutter – der var aldrig kommentarer eller sure miner.
Kvinderne derimod… På tomandshånd var der intet, men så snart der var mandlige kollegaer til stede, så kom alle de spydige bemærkninger om hvordan en graviditet jo ikke er en sygdom, og “da jeg var gravid havde jeg ikke behov for pauser” osv.
Det var som om de havde brug for at hævde sig så snart der var mænd til stede; som om at de kunne score billige point hos dem ved at sige “ikke alle vi kvinder er lige så svage” – som om graviditet er en svaghed.
Jeg havde ærligt talt håbet på mere solidaritet/forståelse – især fra kvinder der selv havde været gravide. Hvorfor er nogle kvinder så lede ved hinanden så snart der er mænd til stede? Er det fordi man føler sig truet?
Èn af kvinderne sagde endda til mig en dag at jeg måtte have en virkelig lav smertetærskel fordi jeg ømmede mig lidt da jeg rejste mig. Jeg har gennemgået 2 graviditeter uden at blive sygemeldt og jeg har født 2 børn uden så meget som en panodil *suk*.

























