Da jeg var 16 år gammel, arbejde jeg i et supermarked. Det var i en lille by, og jeg kom efterhånden til at kende en del af kunderne. Der var blandt andet en del alkoholikere, som gjorde mig ret ubehageligt til mode. Den værste var dog en halvgammel mand, som for det første altid var fuld, for det andet altid skulle snakke rigtig meget med mig. En dag sad jeg ved kassen, da ham og hans ven kom op for at købe øl. Han sagde “Hey skat” til mig og jeg krympede mig i ubehag og vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige. Før jeg fik sagt noget, brød hans ven ind og sagde, meget højt og meget bestemt: “Det kalder du hende fandme ikke igen, det kan jeg godt fortælle dig”. Og den klamme mand tiede stille, og jeg var ret taknemmelig.

























