Jeg har en mandlig kollega som er omkring 20 år ældre end mig. Jeg syntes at han var nedladende og beordrende fra første dag jeg mødte ham, på trods af at han ikke er min overordnede, men jeg tog det med oprejst pande og prøvede ikke at lade mig gå på af det. En eftermiddag smækkede han mig i røven da han gik forbi mig – endda foran nogle kunder, hvilket var mega akavet. Jeg sagde med det samme til ham, at det var upassende (er stolt af, at jeg reagerede så hurtigt og sagde noget), men hans reaktion var bare “Hvad? Var det upassende?!”, som om han var dybt uenig, og så gik han. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke ville holde det hemmeligt bare for at please ham, og desuden følte jeg behov for at snakke om det, så jeg sagde det videre til mine kollegaer og det endte med at cheferne hørte det. Næste mandag hev han (kollegaen der slog mig i røven) mig til side og sagde, at han ikke var klar over, at jeg var “så sart”… Jeg sagde til ham, at det ikke havde noget at gøre med, om jeg var sart eller ej – at det var ham, der havde gjort noget galt, og ikke min personlighed, han skulle stå og kommentere på. Han sagde endda, at han troede at vi havde “bondet” – hvilket vi så absolut ikke havde – og hvilket alligevel ikke ville have givet ham ret til at overskride den grænse og slå mig i røven. Han sagde senere hen til chefen, at han selv syntes, at den samtale var en undskyldning fra ham til mig. Jeg så det ikke som en undskyldning. Jeg får stadig myrekryb, hver gang han går forbi mig på jobbet, men jeg fortryder ikke at jeg sagde noget til ham med det samme og at jeg sagde det videre til cheferne. Hvis han selv syntes at det han gjorde var på sin plads (hvilket det ikke var), må han også kunne stå op for sig selv. Jeg er færdig med at holde min mund lukket for at behage sølle mænd der alligevel tydeligvis er ligeglade med hvad jeg føler!

























