Kunsten at give og få ”et kompliment”
I forlængelse af de mange gode og relevante indlæg om catcalling, der har været på ESPD’s facebook side og på dvs. blogs, så er jeg kommet til at tænke på ”kunsten at give og modtage komplimenter”.
Jeg er ligesom mange andre vokset op med, at jeg skulle tage fremmedes kommentarer omkring mit udseende ”som et kompliment”. Det har også gjort sig gældende for mænds tilråb på gader og stræder. Jeg er dog blevet mere bevidst omkring ubehaget ved den slags ”komplimenter” ved at følge indlæg, på ESPD’s facebook side, om problematikken. Ikke fordi de har ”bildt mig noget ind”, som kritikere af ESPD nok vil påstå, men fordi jeg pludselig har indset, at det faktisk er okay ikke at finde sig i den type tilråb og bemærkninger. Endnu vigtigere: Jeg har lært at der faktisk ikke er tale om rigtige komplimenter.
Min 5-årige datter hjalp mig med at sætte det lidt i perspektiv i går. Vi var på Mor-datter-tur. Min datter har taget sin høj-elskede Tornerose-kjole på. Flere fremmede kigger smilende på hende og kommenterer hendes udseende alla ”Sikke da en smuk lille prinsesse”. Min datter bliver genert og utryg. Jeg griber mig selv i at sige følgende: ”Det er bare fordi de syntes du ser fin ud. Iført sådan en kjole, er det svært ikke at få opmærksomhed”. JEG SKAMMER MIG. Det var selvfølgelig det helt forkerte at sige, hvilket jeg heldigvis fik rettet op på, da vi kom hjem. For som min kloge fem-årige sagde, så handlede det jo kun om prinsesser og kjoler. Hun valgte kjolen, fordi hun elsker den. Ikke fordi hun vil have opmærksomhed fra fremmede mennesker på gaden.
Pludselig var der 1000 ting der faldt på plads – også i relation til catcalling af kvinder på gaden (som selvfølgelig også har en seksuel vinkel, som ikke var tilstede i min datters tilfælde, men langt hen af vejen handler det jo om det samme). Når jeg tænker tilbage på de gange, jeg har modtaget ”komplimenter” af fremmede mænd pga. mit udseende og beklædning, så har jeg altid været meget forvirret. Jeg har på den ene side været flov (ligesom min lille datter) fordi fremmede pludselig fokuserede på min krop med et seksuelt blik. Jeg har ikke givet dem lov til, at se sådan på mig. Jeg har ikke inviteret dem til det – heller ikke med mine høje hæle eller stramme kjoler (eller bukser, træningstøj, burka, tornerosekjole m.m.). På den anden side har jeg altid fået af vide, at der var tale om komplimenter, og at jeg skulle huske. at det ikke er alle der er ”så heldige” at få den slags kommentarer og tilråb.
Selv når min mand komplimenterer mit udseende, bliver jeg engang imellem flov. For som min mand formulerede det i går, så består det ”flove” i, at den der giver komplimentet måske forventer at få noget igen – Et tak, en samtale, sex. Ergo opstår der en kunstig situation, hvor et menneske egentlig presser et andet menneske til at optage en dialog, som vedkommende ikke selv har startet eller måske ikke har lyst til at have. Jo mere fremmed, seksuelt og højtråbende ”komplimentet” er, jo større er ubehaget og samtale-tvangen. Afrundende får man blot at vide, at man ”skal tage det (tvangen til samtale) som et kompliment”.
Det er faktisk meget intimt at modtage komplimenter, så det er nok ikke underligt at den slags er bedst, hvis det kommer fra mennesker man kender rigtig godt eller at komplimenterne vedrører ens faglighed, færdigheder eller lignende – ikke ens udseende!
Jeg har haft det utrolig blandet med tilråb og kommentarer fra mænd, netop fordi jeg har lært (ligesom jeg næsten var ved at lære videre til min datter), at jeg skal være stolt over fremmede menneskers objektivisering og italesættelse af min krop. Jeg skal altid mindes om min krop. Ikke af mig selv, men pga. andres blikke. Det er min krop jeg bedømmes ud fra, ikke min personlighed, faglighed m.m.
Jeg slutter af med en lille historie: Da jeg var omkring 21 år, var jeg i Rom med min mor. Vi gik rundt på Vatikanets museum, og jeg blev stædigt forfulgt af vagterne – til trods for at min Mor skældte dem ud. Det var ikke fordi de hele tiden talte/råbte til mig. Det værste var faktisk tavsheden hver gang jeg gik forbi, for så kunne jeg virkelig mærke hvordan de studerede min krop fra top til tå, som var jeg et stykke kreatur. DET VAR FANDME IKKE I ORDEN. Det har jeg trængt til at sige, for i årevis har jeg faktisk troet, at der var tale om komplimenter – uafhængigt af min egen flovhed og ubehag. Jeg har genfortalt episoden med latter i stemmen, men det var faktisk røv ubehageligt og på ingen måde sjovt.
Så nej, fremtidigt gider jeg sku ikke ha’ den slags ”komplimenter”. Det er min krop, og du har ikke ret til at objektivisere den!

























