Annika

Var i fredags til paneldebat, mellem unge politiske aktive. Som sædvanligt var jeg eneste kvinde (ud af 8 debattører!).

Debatten går rigtig fint, med rimelig pæn omgangsform osv. I min præsentation, hvor jeg skal fortælle om hvorfor jeg blev politisk aktiv, fortæller jeg at en af de største årsager står lige bag mig på scenen. Nemlig den ekstreme mandedominans i den politiske sfære. Mit synspunkt er meget populært og jeg får da også et rigtig godt “valg”.

På vej hjem fra debatten, hvor jeg følges med mine to mandlige kammerater som har været med for at dele materiale ud, får jeg af vide at en til flere af de mandlige publikummer har været ovre ved dem og fortælle om hvor lækker de synes jeg er.

Det er simpelthen utroligt så hurtigt reaktionen kommer, når man som kvinde udfordrer mænds rum både formmæssigt (ved overhovedet at stille sig op blandt alle mændene) og indholdsmæssigt (ved kraftigt at problematisere kvinders manglende indflydelse).

Som den ene af mine mandlige kammerater sagde: “Det er sjældent at jeg får bare et lille indblik i den strukturelle kvindeundertrykkelse man oplever som politisk aktiv kvinde. Men det der er jo helt vildt!”