“Det gør ikke ondt, hvis du ikke gør modstand, men vi kan blive nødt til at binde dig”. Han gik rundt og ledte i skabene efter noget at binde mig med.
Jeg var gået med to unge mænd hjem. Jeg havde mødt dem ved et busstoppested. Det var snevejr og det var rigtig koldt. Jeg var i et område, jeg slet ikke kendte. Vi havde stået sammen en times tid, før vi opdagede, at der ikke kom busser foreløbig. De begyndte at gå og tilbød mig, at jeg kunne gå med. Jeg var 14 år og tænkte, at det var en god ide. I sommerhuset sørgede jeg for at sætte mig i lænestolen og ikke i sofaen. Der lå en stak ‘en halv humørtime’ på gulvet. Den ene var frygtelig nærgående. Vi havde været der et par timer, da han låste døren, aede mig på låret og sagde ordene: Det gør ikke ondt, hvis du ikke gør modstand.
Jeg blev rasende. Rejste mig op – skældte ud – gik hen til døren – låste den op – tog mit tøj og gik min vej.
Vi ventede ved busstoppestedet en times tid – så kom bussen.
Om aftenen brød jeg helt sammen. Tænkte på alt det, der kunne have været sket – uden at nogen vidste noget om, hvor jeg var. I mange år kikkede jeg efter dem, når jeg var på Hovedbanegården. Jeg var SÅ parat til at skælde dem ud. Får kvalme, når jeg tænker på det. Sagde det aldrig til mine forældre.

























