Tavshed og forargelse

Jeg stod på en Metrostation og holdt om min kæreste. Vi skulle hver vores vej og sagde farvel i form af kram og kys. En mand kommer gående med sin cykel, kigger på os meget glad og spørger: ” Må jeg være med?”. Vi kigger på ham med hvad der føles som lang tids tavshed og med en forargelse plantet i vores ansigter. Han lægger blødt hånden på min arm og forstår pludselig at der ikke kommer noget ud af det. Han klapper mig derfor let på armen, og går videre. Tilbage er forargelsen og tanker om hvad man burde have sagt til ham. Min kæreste og jeg er begge af samme køn.