En sen aften for nogle år siden, på vej hjem fra Vestamager metrostation, hvor der var en lang, mørk strækning fra stationen ned til boligområderne, gik jeg. Et stykke foran mig gik en ung kvinde. Da jeg gik hurtigere end hende, var det et spørgsmål om tid før jeg gik umiddelbart bag hende.
Jeg tænkte ikke videre over det, men pludseligt hiver hun sin telefon frem og begynder at tale i den. Jeg er en smule nærsynet og er på tidspunktet cirka fem meter væk, men formår alligevel at se at der tydeligvis ikke er nogen i den anden ende. Hun har altså bare taget telefonen frem, fordi hun er bange for at blive overfaldet og vil give et indtryk af at der er vidner i telefonen.
Min umiddelbare reaktion er at øge tempoet således at jeg går foran hende, så hun ikke skal tro at jeg er ved at hive fat i hende eller noget. Jeg tænker at enhver henvendelse til hende vil blive tolket som et forsøg på at skabe interesse. Dette forskrækker hende dog yderligere, men da går jeg så hurtigt at jeg snart er væk.
I dag når jeg kommer ud for lignende situationer, tager jeg altid min egen telefon frem og begynder at ringe til nogen for at indikere at min interesse er et helt andet sted.

























