Lea

Da jeg var 18-19 år, tog jeg hjem til min daværende kæreste, fra byen, med metroen til flintholm station. Han boede ikke lige ved stationen, og var ikke helt sikker på vejen, så tog en sti ind i Grøndals parken. Jeg var ikke klar over dengang, at det måske ikke er det bedste sted at befinde sig om natten. Jeg bemærker en mand gå lidt bagved mig, men tænker ikke først over det. Han går hurtigere end mig og haler hurtigt ind på mig, og jeg føler mig ikke tryg ved situationen. Jeg prøver febrilsk at finde mit nøglebundt i min taske, som var det eneste jeg umiddelbart kunne forsvare mig med, just in case. Og desværre var min anelse rigtig, han kommer op på siden af mig, og tager fat omkring mig og tager på min krop og holder mig fast, imens han siger “kys mig, kys mig nu!” gentagende gange. Han var ikke så høj, men var tydeligvis muskuløs. Jeg husker hvordan jeg blev helt utrolig høflig i situationen, fordi jeg var så bange for at provokere ham, og siger “Vær sød at slippe mig” på alle mulige pæne måder. Jeg har mit nøglebundt i hånden og det eneste jeg udover at være høflig, kan få mig selv til at sige er “Jeg har mine nøgler” flere gange og krammer dem hårdt i min hånd imod ham, mens han stadig holder mig fast. Det ender med at han giver op og går sin vej, uden at der er sket noget fysisk ved mig, udover ekstrem ubehag og chok. Jeg bryder fuldstændig sammen og er helt ved siden af mig selv og farer lidt vild i Grøndalsparken, men kommer op på gaden og en mand får øje på mig og spørger om jeg er okay (det kunne jeg ikke helt svare på), og hjælper mig med at finde vej. Det er en del år siden nu, men får det helt skidt af at genhuske det og skrive det ned her.