jeg er selv af pakistansk herkomst, opvokset i Danmark, helt Normal fyr. Opvokset med 3 kvinder i et hjem, mor mormor og tante, og mig selv i et dejligt hjem. Som lille blev jeg selv misbrugt af en mand fra jeg var 6-9 år som var mine lektiehjælper. Har aldrig fortalt det til nogen før jeg selv blev 26 år, sidste år.
Fordi jeg skammede mig over tanken om hvordan folk ville se på mig, hvis de vidste det, at de ville se ned på mig. Er et selvstædnig individ, vil ikke have medlidenhed. Eller folks skal se på mig som den svage. Eller have ondt af mig.
Jeg blev manipuleret til at tro, at det var en hemmelighed, og at jeg skulle tage mine bukser af og at hvis nogen fik det at vide, så ville det volde mig problemer.
Men samtidig er jeg en mand, og mænd bliver ikke sexchikaneret.
Fordi det traume og de historier aldrig slipper mig, prøver jeg konstant at flygte fra dem, og har den dybeste forståelse for de kvinder der ikke stoler på dem, fordi jeg selv ikke stoler på dem, føler at de er manipulerende med kun sex i hovede.
Derfor har jeg det samtidig også svært ved at finde en kæreste, er en pæn mand og uddannet og arbejder livet kører, men selv når en pige er interesseret i mig, ser jeg altid den anden vej og flygter. Fordi ingen skal udsættes for det jeg blev udsat for imod deres vilje, hvor deres psykiske frihed bliver frarøvet dem, og de bliver slaver til det overgreb som blev begået imod dem. Skammer mig ofte over at være en mand, og føler at det der skete imod mig er min egen skyld, fordi sådan er mænd, og jeg er en mand.
Livet bliver som, en skam, en frygt, en hemmelighed. Det kan jeg takke denne oplevelse. jeg undskylder til alle de kvinder, der har oplevet disse afskyligheder.
men intet er vigtigere end at råbe op, når man føler at noget føles ubehagelig, gå mod strømmen. det tog mig 20 år at lære før jeg kunne fortælle det til mig mor og mormor.

























