Forrige sommer havde vi en varm dag. 26 grader. Jeg havde min nye flotte blå kjole på, og ventede ved bussen på vej tilbage til min højskole. Jeg har musik i ørerne. På cykelstien kommer en ung mand cyklende og jeg ser at han kigger på mig, hvorefter han stopper op, stiller cyklen og sætter sig ind i busskuret. Jeg får følelsen af, at han kigger mig op under kjolen, men da jeg vender mig om, sidder han og kigger ned i sin mobil. På trods af min mavefornemmelse, tænker jeg at det nok ikke var noget. Så kommer min bus, tror jeg. Jeg rejser mig og går mod bussen, det samme gør manden. Det er dog ikke den, og jeg går tilbage, hvilket manden også gør. Igen hører jeg alarmklokkerne, men tænker, ‘at det var nok ikke den bus han skulle med’. Lidt efter kommer min bus så. Manden rejser sig også og står helt tæt op af mig. I det øjeblik busdørene åbner stikker han sin hånd op under min kjole og rager mig i skridtet. Derefter går han tilbage til sin cykel og cykler videre. Han havde planlagt det, fra da han så mig første gang.
Jeg følte mig SÅ krænket og den dag i dag kan jeg stadig blive angst når jeg ser en cyklist der ligner ham. Jeg går i forvejen til psykolog for en voldtægt der skete kort før denne situation, og har her lært at lytte til min mavefornemmelse fremover.
Jeg vil opfordre alle til at lytte til den. Der er som regel noget om det, når det føles forkert.

























