Som 15 årig gik jeg en tur i vestskoven med to hunde. Der kommer en cyklist om hjørnet fra en grussti, og vi kommer fra en lidt befærdet vej, vi drejer ned af samme grussti, han kommer fra, hvor han stopper mig på hjørnet og spørger, om jeg ikke vil være sød at hjælpe med at pumpe hans cykel. Det kunne jeg da godt. Han foreslår, at vi går lidt længere ind på stien, så jeg ikke skulle bekymre mig om mine hunde (som i øvrigt bare er i lange ræb – jeg var ikke bekymret for dem). Men det var fint, da jeg er meget samarbejdsvillig af generthed, høflighed.
Han beder mig om at holde cyklen, mens han pumper. Han er god til at smalltalke og virker høflig. Han siger, det nok er lettere, hvis jeg sætter mig på huk og holder stellet der. Igen er jeg samarbejdsvillig og gør det bare. Mens han sidder på den anden side af cyklen, stikker dilleren ud af hans shorts. Jeg ser ikke på den udover det ene sekund og tænker, at det nok er en fejl og at han måske ikke kan gøre for det, da jeg ikke har haft så meget mandelig erfaring.
Skruelåget til hjulet er nu forsvundet, og han vil virkelig gerne have hjælp og peger hen, hvor han synes, jeg skal lede. Jeg kigger efter den i fem minutter, hvorefter vi pludselig finder den lige ved cyklen… Jeg siger så hejhej, og han takker for hjælpen. Og nu går vi ind ad grusstien længere ind i skoven (på vej til min mor, der har hest derinde). Han cykler samme vej. Adrenalinen har pumpet et stykke tid allerede, men det gør mig ekstra nervøs, at han cykler samme vej, som han kom fra, den vej jeg også går. Han forsvinder om hjørnet længere fremme. Her har jeg en diskussion med mig selv, om jeg bør vende om, eller om jeg er for tåbelig at tro, at han vil mig noget. Jeg tager mig sammen og fortsætter.
Alligevel kommer han cyklende tilbage, og jeg smiler høfligt til ham, mens jeg holder hundene til siden, så han kan komme forbi. Men så stopper han op og siger noget i stil med “undskyld, men du har nogle virkelig smukke bryster, kan du ikke løfte op i trøjen og lade mig se dem?” Jeg smiler usikkert og ryster på hovedet og siger nej og begynder at gå videre uden at tage afsked igen. Mens jeg går, kalder han og råber efter mig “Kom nuu! Bare hurtigt” Jeg ignorerer ham og ser, inden jeg drejer om hjørnet i skoven, at han cykler videre ud til den større vej, heldigvis. Jeg tager alligevel spurten, da jeg også selv er ude af syne fra den sti og løber, indtil jeg er ved min mors rideskole. Her sidder jeg en lille time i min mors aflåste bil og tænker over det, mens jeg venter på, at hun bliver færdig.
Jeg fortæller hende om det, og vi kontakter politiet og får at vide, at flere piger har været udsat for det samme trick med cyklen og dilleren fra formentlig samme danske, blege mand.

























