Jeg er elleve år gammel, da jeg begynder at få bryster. Drengene fra klassen, hujer af mig i skolen. Jeg skammer mig og prøver at dække dem til, med store trøjer. Det er alt for varmt om sommeren, men jeg pakker mig alligevel ind. Drengene står nogle gange i tunellen ved skolen, når jeg skal hjem. Der er ikke andre veje at gå, og da jeg passerer dem, grabber de ud efter mine bryster, og får fat. Jeg har aldrig lært, at det er okay at sige fra. Jeg er kun elleve år, og jeg har aldrig fået det fortalt derhjemme. Jeg skammer mig også for meget, til at fortælle det til nogen. Jeg føler mig kun beskidt. I starten stod de mest i grupper, senere er det blevet en kendt ting, at JEG ikke kan finde ud af at sige fra. Når jeg går alene hjem gennem tunellen og en dreng kommer hurtigt cyklende alene forbi mig, rækker han ud efter mit ene bryst, griber fat og cykler hurtigt videre. Jeg forstår ikke helt hvorfor, men det er næsten værre. For det er på det tidspunkt allerede blevet en selvfølge for mig, at når nogle drenge står i en gruppe, har de behov for at “vise de er smarte” overfor de andre. Men nu er de begyndt at gøre det når vi er helt alene også. Jeg siger aldrig fra, for jeg bliver bare ked af det, skammer mig og går videre. Jeg kender ikke mit værd og ingen har fortalt mig at jeg har RET til at sige fra, overfor ting jeg ikke bryder mig om. Vi har ikke haft den snak derhjemme.
Jeg er vokset op i et rabarberkvarter, og gadens børn er hårde i munden og de slås meget. Tørre tæsk, er hverdag for en del, hvor jeg voksede op. Da jeg bliver ældre, er det en selvfølge, at piger får revet bukserne ned og underbukserne, mens man leger på legepladsen. Det er “gadens regler” og det kan ske for hvilken somhelst pige, for der er sjældent voksne til stede.
Da jeg er 13år gammel, er jeg allerede blevet taget på brysterne uopfordret et UTAL af gange. Jeg er blevet kaldt luder et utal af gange, jeg har fået trukket bukserne ned, så alle kunne se mit køn og jeg er blevet kysset mod min vilje, hvor jeg grædende løb væk. Jeg vidste, at det var en hverdag andre piger også oplevede, sådan var “reglerne” og jeg fortalte stadig ingenting derhjemme. Jeg vidste også, med absolut sikkerhed, at jeg var INTET værd. At jeg var et tag-selv-bord, og at det eneste jeg duede til, havde noget med min krop at gøre.
Jeg er 14år gammel, da jeg begynder at sælge dele af mig selv for cigaretter. Nu ved jeg nemlig, at det er alt jeg kan, og drengene gør alligevel hvad de har lyst til, så jeg kan lige så godt tjene smøger, på det. Jeg er heldigvis stadig jomfru, på det tidspunkt. Drengene betaler med smøger, for at få lov, i al hemmelighed at tage på mine nøgne bryster, bag en busk. Jeg nyder det ikke, for mine bryster er allerede forbundet med skam. Nogle betaler en hel pakke smøger eller to, for at røre ved mit køn. Jeg befinder mig i “et andet rum” indeni, mens det står på. Nu er jeg alligevel ødelagt, og jeg har stadig ikke forstået, at jeg er noget værd. Så da jeg (stadig som 14årig) begynder at gå til fester, er det ikke en overraskelse at en af de grove drenge fra klassen, begynder at trække mig til side. Vi går ind på toilettet, hvor han presser mig til et blowjob. For første gang, hører jeg mig selv sige fra. Højt. Det har jeg ikke prøvet før og jeg har ikke lyst. Men efter han gentagende gange har fortalt mig, at han jo kan se jeg har lyst, og at ellers var jeg jo ikke gået med ind på toilettet, så bukker jeg grædende under. Jeg Sagde fra, men jeg var ikke svær at knække. Så nu sidder jeg grædende på toiletgulvet med hans pik i munden. Bagefter sagde han, vi skulle holde det hemmeligt, for jeg blev jo nødt til at indse, at en som ham, ikke kunne blive “set” med en som mig. Jeg var alt for grim, sagde han. Men jeg var god til at sutte. Vi kunne godt være “hemmelige kærester” og gøre denne slags, jeg måtte bare ikke sige det til nogen. Jeg gjorde det flere gange. Over en længere periode, når vi var til fest. Mens jeg efterfølgende skulle snige mig ud fra toilettet, før ham, så ingen til festen så os. Da jeg stadig var 14forsøgte han at presse mig til sex, men jeg var knastør og stiv af skræk, så han kunne kun få den halvt ind, før jeg skreg NEJ! jeg er ikke klar. Og heldigvis fik han den aldrig ind i mig igen – men det forhindrede ham ikke i at få mig til at give ham oralsex, mens tårerne løb ned af kinderne på mig, mens han fortalte mig hvor grim og ulækker jeg var, og at jeg var heldig, at en som ham ville være sammen med ham. Jeg var aldrig forelsket i R. Men det var lykkedes ham at finde mig, da jeg allerede havde lært, at det var DET ENESTE jeg duede til. Når man putter en ung pige, fyldt op af usikkerhed og lavt selvværd i rum med en dreng som ham, så kan man næsten ikke forvente andet. Ingen havde nogensinde fortalt mig om mit værd, og han bekræftede kun den teori, jeg jo i forvejen havde om mig selv: At jeg var udskidt æblegrød.
Som 15årig, var jeg ulykkelig og “brugt op” jeg drak mig stiv og jeg skar i mig selv. Jo ældre jeg blev, blev det naturligt at gå videre til sex. Taget i betragtning af min forhistorie, er det utroligt, det tog mig “helt” til jeg var 15, før jeg havde fuldbyrdet samleje. Men jeg lærte en lektie af R, som jeg tog med mig, langt op i tyverne: Sex er ikke for min skyld. Jeg har aldrig lært at nyde sex, for MIG. Jeg har aldrig følt at sex også var til for min nydelse. Jeg har en lang række mænd, på min sexliste, som jeg slet ikke havde lyst til at have sex med, men som jeg endte sammen med alligevel fordi de sagde de magiske ord, efter mit nej “Kom nu, du vil jo gerne” og jeg tænker af vane “Nå…ok, jeg er jo alligevel så slidt og brugt, og det er jo alt jeg kan gi”. Det handlede ikke kun om sex. For hver gang, jeg lod en dreng gøre de ting ved mig, gav jeg en del af mig selv væk. Noget indeni blev ødelagt, hver gang en mand fortalte mig, at HAN kunne se, jeg gerne ville også selvom jeg græd. Jeg kunne manipuleres og jeg kunne bøjes præcis som man ville, for det føltes ikke somom der var noget “MIG” tilbage.
Jeg er i slutningen af tyverne, og jeg har heldigvis også mødt dejlige mænd. Mænd, der respektere mit nej, spørger ind til mine behov, og bliver kede af det, når de kan se, at jeg af vane har haft sex med dem, for deres skyld, og egentlig ikke fordi jeg havde lyst.
Jeg arbejder med mig selv og jeg prøver at lære, at sex også kan være for MIN skyld, ligeværdigt og fyldt med ømhed og kærlighed. Men mine oplevelser sidder så dybt i mig, og de tager lang tid at bortviske. Nogle gange falder jeg i.
Jeg tror ikke, min historie er sjælden. Jeg ved, der sidder kvinder og piger derude, med samme erfaring som mig. Jeg mener ikke de 11 årige drenge, fra min barndom, var onde børn. Jeg mener slet ikke der findes nogen onde børn overhovedet. Jeg mener, at sexismen og kønsrollerne bliver presset ned over hovederne på børn, i en så tidlig alder, at det kan de slet ikke tage stilling til. En 11årig dreng, kan lære, af det han ser. At kvinder og piger , dem kan man behandle som man vil, især hvis man står i en flok. I nogle drenges øjne, er det dét man gør, hvis man er en “rigtig mand” . Det er en kasse nogle voksne, propper børn i, og det kan ødelægge ufattelig meget. Og det har ødelagt mig. Jeg har efterfølgende hørt, at jeg jo “bare kunne sige nej” og det er det ekstremt lette og forenklede (og utroligt nedværdigende svar) for når man ikke har lært det som barn, er det sværere at stole på sit værd og sin ret, jo ældre man bliver. Det er en ond spiral, man suges ned i, til ens værdighed er på størrelse med en kaninlort. Det er umuligt “bare at sige nej” når man gang på gang er blevet vist, at et nej er ligegyldigt.
Det er tilgengæld VORES ansvar som voksne, at fortælle vores børn, imens de stadig er børn, at de har et værd. At et nej er et NEJ, at man spørger om lov, at man stopper hvis den anden græder, at man aldrig skal finde sig i noget, man ikke har lyst til. At det IKKE er “sejt” at rage på pigerne. Og at vi allesammen, pige eller dreng, er ligeværdige.
Det er vores pligt, at lære børn om det her, for de vælger det IKKE selv, de lærer det et sted fra. Og Hvor mon?

























