Jeg har et fritidsjob i en dagligvarebutik, og det sker en gang imellem, at der kommer nogle upassende kommentarer fra mine kunder. En mandag aften, hvor jeg normalt er på arbejde, kom der en kunde ind omkring 10 minutter før lukketid. Han får betalt for det han skal, og jeg siger som altid, at han må have en god aften og farvel. Lige inden han går ud af butikken, vender han sig om og spørger efter, om jeg var interesseret i at få en øl med ham og nogle kammerater, efter jeg har lukket butikken. Jeg går fuldstændig i panik og siger til ham, at jeg desværre skal nå en bus, hvortil han siger, at de da har en bil, der kan køre mig hjem. Jeg siger at det kan jeg desværre ikke, fordi jeg skal læse til prøve. Han begynder derefter at snakke om sig selv, og jeg får da at vide, at han er 32 år og har en søn på 11. Han spørger mig, om jeg da kan se, at han har været tidligt ude, og jeg kan ikke andet end sige at jo’e det havde han vel.. Han siger så, at han kan høre, jeg ikke har børn. Jeg fortæller ham, at jeg kun er 19, så det har han ret i. Han kigger derefter på mig, og siger, at han troede jeg var 24. Derefter gik han. Jeg følte mig så utilpas, for også selvom jeg havde været 24, så var det ikke hans ret at vide noget om mit privatliv, når jeg er på arbejde. Jeg panikkede i øjeblikket, men tænkte bagefter på alle de ting, jeg kunne have sagt i stedet for. Jeg skammer hver gang jeg ser ham gå ind i butikken efter dette, og hvis det er muligt, så forsvinder jeg indtil han er det igen.

























