Heidi

Jeg fik min første gynækologiske undersøgelse, da jeg var omkring 16 år gammel. Jeg har PCOS og havde haft mavesmerter, så jeg skulle tjekkes for cyster på mine æggestokke. Jeg kom op på sygehuset med min mor. Det var en mandlig læge, hvilket jeg ikke tænkte så meget over – han var midaldrende og havde jo nok masser erfaring inden for sit felt. Jeg bad min mor blive uden for efter den første korte samtale, fordi jeg syntes det ville være mærkeligt at have hende i rummet til selve undersøgelsen, men der var en sød sygeplejerske derinde. Lægen vidste godt, at det var min første gynækologiske undersøgelse, at jeg var nervøs og at jeg var jomfru. Jeg havde hørt fra andre, at gynækologer og læger normalt lige siger, hvad de laver efterhånden, som de går i gang, og det gjorde mig lidt mere tryg. Men som jeg lå der, gik han bare i gang. Instrumenterne var kolde og hvad end han lavede, så gjorde det ondt. Jeg begyndte at græde, og han rynkede lidt på næsen og rystede lidt på hovedet (ad mig, følte jeg), hvilket kun forværrede situationen, fordi det også gjorde at jeg følte mig endnu mere ydmyget og sårbar end jeg var i forvejen. Sygeplejersken stod over mig og prøvede at berolige mig og bad mig slappe af, så meget som muligt – men det var altså ret svært. På et tidspunkt ser jeg så, at lægen rækker ud efter den indvendige scanner (som jo egentlig bare ligner en stor dildo), tager den ned af stativet og skal til at proppe den op i mig uden at sige et ord – hvorefter jeg hurtigt svinger benene ned af bøjlerne og siger, at det vil jeg altså ikke være med til. Han siger så, at han jo er nødt til at se, om der er cyster, men jeg fastholder at jeg ikke vil have den tingest op i mig. Han var simpelthen så ufølsom og det eneste jeg kunne tænke på var, at hvis forundersøgelse havde gjort så ondt, så ville det her være endnu værre. Han siger så, at han kan prøve at gå op gennem tarmen og scanne fra den anden side og før jeg helt har nået at forstå hvad det indebærer, så begynder han at stikke den op gennem min ringmuskel, men må hurtigt stoppe fordi jeg skriger i smerte. Jeg får taget mit tøj på igen, og min mor kommer ind i lokalet igen og bliver lidt chokeret over at finde mig grædende. Vi sætter os ned, og snakker med lægen. Han kunne ikke undersøge mig ordentligt, fordi at jeg jo ikke ville være med til nogen af de muligheder han lagde frem (så det var jo bare min skyld, at vi ikke fik taget et kig på mine æggestokke). Min mor spurgte, om jeg ikke kunne komme ind og få foretaget en indvendig scanning under bedøvelse, for det kendte hun andre, hvis døtre havde oplevet. Men nej, det ville han ikke. Og her er hans begrundelse, hvilket til denne dag, jeg stadig ikke kan se logikken i: Han ville ikke lave den vaginale scanning under bedøvelse, fordi jeg stadig var jomfru og det ville frarøve mig oplevelsen af at få sprunget jomfruhinden. Så enten kunne vi gøre det nu, eller også kunne jeg komme tilbage når jeg en gang ikke var jomfru længere. Undskyld mig, men er det ikke mærkelig argumentation? Okay, så du er cool med at springe min jomfruhinde med et scanningsapparat, så længe jeg kan føle hver eneste smerte, som det medfører, men du kan ikke forsvare at gøre det, mens jeg er bedøvet og ikke kan mærke noget, selvom vi sidder og siger, at det er den mulighed vi gerne vil have? Til sidst gav min mor op med at diskutere og spurgte, om han ikke kunne lave en udvendig scanning? Hvortil han svarede, at det kunne man ikke, når der var så meget fedt på maven.

Min mor kørte mig tilbage til gymnasiet, fordi det stadig var midt på skoledagen. Jeg endte med at være helt opløst i gråd og jeg følte mig ydmyget og skamfuld og jeg kunne ikke en gang rigtig forklare hvorfor. Når jeg siden har skullet have foretaget gynækologiske undersøgelser, har jeg sørget for at det har været en kvindelig læge, men det har stadig været med bankede hjerte. Og når jeg tænker på, hvor ondt det faktisk gjorde, den første gang jeg havde sex, så er jeg glad for, at jeg sagde fra. Men jeg fik aldrig undersøgt mine æggestokke for cyster.