I slutningen af 2012 have jeg min fætter på besøg, som også var min bedste ven. Hans sidste bus var kørt og sov hos mig. Min kæreste var i København og havde sagt god for at han sov der, det var jo bare min grandfætter. Det at jeg er nød til at sige dette til folk før jeg fortæller historen er sexistisk i sig selv:
Jeg havde en top på og et par jogging bukser da vi skulle sove.
Jeg vågner midt om natten, noget trækker i mit håndled, I det øjeblik jeg slår øjene op rammer min lillefinger hans stive penis. Jeg trækker hånden til mig. Jeg trækker hånden til mig med lynets hast, og han smider nærmest min hånd væk. Jeg er lammet af skræk. Jeg kan høre ham gøre sig færdig. Efter nogle minutter går jeg ud på terrassen, jeg tager to store trøjer på. Jeg ringer til min kæreste, jeg er grådkvalt og han forstår mig ikke så godt og tolker det som om det ikke er så slemt som det var. Jeg går ind igen og ligger mig på de yderste 10 cm af sengen. Jeg tør ikke vække han og bede ham skride, han er en del større end mig.
Næste morgen vågner jeg og beder ham smutte da jeg “skal rydde op.”
Der skete en masse efter det, snakke med familie medlemmer og de ringede til ham.. Han havde endda den frækhed at sige at han fik blackout og ikke kan huske noget.
Den oplevelse har gjort mig sexistiskt, eller måske bare angst? Jeg bryder mig ikke om mænd/drenge. Jeg vil hellere gå hjem kl tre om natten end at sove hos en god ven. Går i panik hvis fremmede mænd kontakter mig på gaden eller i buen. Jeg stoler ikke på folk af hankøn, kun min kæreste, far, onkler
og brødre.
Dagen efter får jeg af vide at min kæreste er blevet stukket ned. Han var åbenbart blevet meget påvirket af min gråd i telefonen. Han havde prøvet at beskytte end kvinde der blev slået af en man. Jeg føler stadig det er min skyld, og kan ikke tilgive mig selv for det, har aldrig fortalt ham hvordan jeg har det.. Men i princippet er det jo min fætter der har skylden.. Jeg har skubbet alle mine drengevenner væk fordi jeg er blevet så bange for mænd.

























