Da jeg var i starten af 20’erne, mødte jeg en af mine veninders gode venner til en af hendes fester, og vi fandt hurtigt ud af at vi var tiltrukket af hinanden. Vi blev bollevenner. En aften havde vi begge havde været i byen (hver for sig) og var begge meget fulde. Vi blev enige om at jeg skulle tage hjem til ham. Jeg havde skrevet til ham, at jeg desværre havde min menstruation, så derfor kunne vi ikke have samleje, men jeg meget gerne komme forbi. Sent om natten tog jeg taxa derud.
Det hele startede fint, jeg fik et kram og et kys, men da jeg satte mig på hans seng, blev han pludselig ubehagelig. Han fortalte mig at han vidste “hvad jeg var ude på” og “at han havde regnet mig ud”, i et meget anklagende og ubehageligt toneleje. Jeg ved stadig ikke hvad han mente med det. Jeg blev ked af det og forvirret, men jeg troede bare at jeg var overfølsom og jeg ville jo ikke lave en scene. Han stoppede efter et stykke tid, kyssede mig og vi lagde os i hans seng. På det tidspunkt havde jeg min nederdel, trusser og min t-shirt på. Vi lå ned og han prøvede at liste hånden ned i mine trusser. Jeg fortalte ham, igen, at jeg havde min menstruation. Det stoppede ham ikke. Han sagde i stedet at “rigtige pirater sejler i det røde hav”, “jeg er da ligeglad” og “kom nu”. Han forsatte, tog mig brysterne og prøvede at få min nederdel af. Jeg flyttede hans hånd gentagne gange og sagde nej, før han stoppede. Jeg begyndte at græde, selvom jeg gjorde mit bedste for at lade være – jeg synes det var flovt og jeg ville ikke lave scene, jeg var sikker på at jeg var overfølsom. Han stoppede og lagde sig til at sove, meget sur.
Jeg lå inderst, helt klemt oppe ad væggen, med ryggen mod ham og prøvede at græde så stille som overhovedet muligt og ikke bevæge mig. Jeg turde ærligt ikke røre mig, i frygt for hvad han kunne finde på. Jeg var bange for, om han ville stoppe hvis han forsøgte at have sex igen. Da jeg var sikker at han var faldet i søvn, krøb jeg ud af sengen, tog mine sko, taske og jakke og forlod lejligheden så hurtigt og stille som muligt. Jeg tog mit tøj på i opgangen.
Da jeg kom udenfor tudbrølede jeg og var så overrumplet at jeg var nødt til at sidde ned og græde. Jeg fik ringet til en taxa. I taxaen gjorde jeg mit bedste for ikke at græde, men kom med et par snøft en gang imellem. Chaufføren spurgte om jeg var okay, og jeg svarede bare at jeg havde det fint. Jeg synes det var så flovt.
Da jeg kom hjem smed jeg mine ting og gik i bad. Jeg var i bad i næsten 2 timer og forsøgte at skrubbe mig så ren som overhovedet mulig, mens jeg græd som aldrig før. Jeg følte mig så beskidt og ulækker. Samtidig gav jeg mig selv skylden for hvad der var sket. Jeg havde jo selv sagt ja til at komme derud. Jeg havde ikke gået min vej, selvom han havde påvirket mig psysisk med ord. Jeg havde jo også taget noget af mit tøj af. Jeg var måske også bare en narrefisse. Han var jo også fuld. Jeg gik jo heller ikke efter han begyndte at røre ved mig og prøvede at tage resten af mit tøj af. Jeg var da også fuld og lagde op til noget. Jeg var også en overfølsom tøs. Og så var jeg så flov. Det var fuldstændigt ligegyldigt at jeg havde fortalt ham at jeg ikke ville have sex og jeg havde sagt nej gentagne gange. Jeg var også bange for om han fortalte det videre til andre, og at de også bare mente at jeg var overfølsom og overreagerende og en løgner.
Dagen efter overvejede jeg seriøst at skrive undskyld til ham over en sms, fordi at jeg var en narrefisse og bare var skredet. Heldigvis gjorde jeg det ikke. I dag aner jeg ikke hvad fanden jeg tænkte på!
Der gik mange måneder før det gik op for mig, at han begået et overgreb på mig og det faktisk ikke var min skyld. Jeg havde forklaret at jeg ikke ville have sex, og at jeg havde sagt nej gentagne gange. Han havde allerede fået mit selvværd helt i bund og lavet grin med mig, da han fortalte at han vidste “hvad jeg var ude på”. Specielt at jeg var bange for at hans reaktion, hvis jeg lavede en scene og at det var derfor jeg ikke turde gå min vej. Jeg var bange og ked af det.
Jeg sagde det ikke til nogen og overvejede slet ikke at gå til politiet. Hvem ville tro på mig? Og hvis hans venner og bekendte fik nys om det, og var sikre på at det ikke var sket, ville jeg kun blive udstillet som en tøs, der ikke havde lyst alligevel og derfor fandt på en løgnehistorie.
Jeg er stadig skræmt over at jeg var 100 procent sikker, at det var min egen skyld, at han havde begået et overgreb på mig. At fordi jeg havde udfordrende tøj på, selv var dukket op og ikke gået min vej, så var det min skyld, selvom jeg udtrykkeligt havde givet ham et nej flere gange. I dag påvirker oplevelsen mig stadig, men jeg har ikke haft problemer med mænd eller med min hverdag generelt. Jeg prøver at accepterer hvad der er sket, selvom jeg stadig er ked af det og føler mig krænket, men det kommer jeg ikke videre af. I stedet vil jeg bare sidde fast og forblive et offer – og det nægter jeg! Jeg tænker stadig over det og kan blive ked, hvis jeg “genoplever” det i mit hoved. Jeg tror, desværre, aldrig at jeg kommer helt over det.

























