M47 Christina

Oplevelser fra min ungdom: Jeg har oplevet en del chikane igennem livet og oplever det stadig som kvinde midt i 40erne. Jeg har altid været en “pæn pige”og har først lært at sige fra forholdsvis sent i livet. Som ung pige på 19-20 år på vesterbro mødte jeg tit en bestemt mand i gadebilledet som optrådte ubehageligt, lavede “underlivs”-bevægelser og “mmm”-lyde mens han kiggede på mig, jeg stivnede altid indeni når jeg så ham og f.eks skulle med samme bus som ham og frygtede hans opførsel. Dette foregik altid på åben gade ved f.eks et busstoppested. Så endelig en dag tog F…… ved mig da han var på vej ind i bussen som jeg var med – jeg stod midt i den propfulde bus og vidste han ikke kunne nå mig. (Ok jeg ved det var en nem hævn) men jeg gav ham højt og tydeligt fingeren gennem bussen mens jeg stirrede ham lige i øjnene. HAn maste og prøvede at skubbe til folk for at komme hen til mig, mens jeg vedblev at give ham fingeren og kalde ham et svin. han bandede og råbte af mig mens alle folk gloede på optrinnet, forestiller mig at nogen sikkert syntes jeg var racist, Han kunne sikkert ikke huske at det var mig han plejede at forulempe og da kan skulle af, var han så rasende at han råbte og skreg og sparkede til bussen, mens jeg stod i vinduet og stirrede på ham, stadig med langfingeren opad . Åh hvor føltes det godt. Husker tydeligt den ubehagelige følelse af at ikke kunne sige fra af frygt for hvad han så kunne finde på. jeg tror ikke jeg var den eneste han forulempede…