Jeg var lige begyndt at ta bussen hjem fra skole selv. Jeg var 7 år. Jeg sad på bagsædet i bussen. Det var sommer, og jeg havde en kjole på. Der kom en gammel mand op i bussen, og han satte sig ved siden af mig. Kort efter mærkede jeg hans hånd under min kjole på min ene balde. Jeg sprang op, og blev dødforskrækket over hvad, der lige var sket, og løb ned i midten af bussen og kiggede tilbage på manden, der sad og grinede højt. Jeg kan huske, at jeg var dødbange for at han stod af bussen samtidig med mig. Det gjorde han heldigvis ikke. Jeg var altid bange for at se ham igen. Det gjorde jeg ikke. Men jeg stod altid op i bussen fra den dag.
Da jeg holdt min konfirmationsfest, og nogle af gæsterne skulle til at gå, kom en af fædrene til en af mine veninder hen og ga mig et kram, imens han hviskede mig i øret “jeg ville gerne ha’ leget lidt med dig”, hvorefter han slo mig i røven. Jeg fortalte aldrig nogen om det, dengang. Sidenhen har jeg fortalt det til min veninde, og hun havde hørt lign ting fra andre veninder, om hendes far.
Hertil kommer adskellige tilråb på gaden, såsom “fisse” “patter” “go røv” osv, og biler der dytter efter een.
Det har gjort, at man ikke har lyst til at “skille sig så meget ud”, når man skal ud. Jeg vil helst “blende lidt ind” i billedet. Så man undgår nogen form for opmærksomhed. Jeg ønsker det heller ikke.

























