Jeg sidder i en bus i København og en mand kommer gående nede bagfra og sætter sig ved siden af mig. Allerede dér begynder alarmklokkerne at ringe, for der er næsten tomt i bussen og mange ledige sæder. Hurtigt glider hans ben til siden og lægger sig op af mit. Jeg fjerner mit ben og han skynder sig også at fjerne sit, jeg lader derfor tvivlen komme ham til gode. “Er det her 1A?” spørger han så. Jeg svarer høfligt, at det er det. Endnu engang glider hans ben langsomt over mod mit, idet han begynder at snakke om busruten, som han åbenbart alligevel kender godt. Til sidst er begge hans ben klinet op af mine og jeg retter mig op mens jeg højt og bestemt beder ham om at fjerne dem. Det gør han heldigvis og sidder som en skræmt mus indtil han sniger sig ud ved næste stop.
Jeg frygter, hvad der kunne være sket, hvis han havde sat dig ved siden af en teenager eller et barn – eller en, der ville have svært ved at sige fra. Jeg nægtede at skifte plads eller stå af – selvom det var min første indskydelse. Og så lignede han sådan en flink bedstefar-type, sexisme har ikke noget ansigt men findes i alle afskygninger.

























