K

Jeg sidder i DSB-toget gennem Jylland. Jeg har pladsbillet ud mod gangen. En mand spørger, om han må få vinduespladsen. Selvfølgelig.
Han sætter sig med stærkt spredte ben, så hans ben når ind på min side af sædet, og hans ben rører mit. Jeg bliver irriteret, men er i tvivl om, om han er creepy, eller om han “bare” er en ubetænksom idiot, der synes, at han har ret til mere plads end mig (han er i øvrigt en lille mand, og jeg er en fed kvinde).
Han lægger sig tilsyneladende til at sove, men jeg får en stærkt creepy vibe fra ham. Han sidder for tæt, og hvis jeg pludseligt vender hovedet har han ikke lukkede øjne med stirrer på mit bryst. Jeg er dog ikke helt sikker, så jeg bliver siddende, men jeg er opmærksom på ham med hver en fiber i min krop. For min krop er jo sikker, jeg har prøvet det utallige gange før, i tog, i busser, på bænke og fly. Han har sin trøje i skødet og sidder lidt uroligt, hans hånd forsvinder under trøjen, han sidder sp tæt på mig, at jeg kan mærke hans ånde på min arm. Jeg har lyst til at smadre hans ansigt, men er stadig lammet af sociale konventioner. Så aer han mig på armen og siger et eller andet, og jeg siger højt “NEJ, gider du godt holde op!” Det er jeg faktisk stolt af, når det skete for mig som yngre gjorde jeg ikke noget, men følte mig bare utryg og som umenneskeliggjort. Jeg tager mine ting og flytter sæde. Jeg skal til at tage et billede af ham, men så flygter han. De andre mennesker omkring mig siger ikke noget, og jeg føler mig klam, beskidt og krænket.