Selvbebrejderen

Jeg har lige læst “Kvinde på 40″s historie om den frygtelige nat hvor hun blev voldtaget gentagne gange, og selv om det gjorde ondt ind i min sjæl på hendes vegne, følte jeg en lettelse på mine egne vegne, fordi hendes afsluttende beretning om hendes nutid, hvor en dominerende mand er det eneste som kan give hende seksuel nydelse, gør det lettere at forholde mig til mine egne følelser efter en voldelig voldtægt i min fortid. Jeg tvivler på at mænd tænker på at det er årevis, måske et helt liv, som de ødelægger for deres ofre. Og ofte for nogle minutters nydelse. Det bør der være mere fokus på, så de ikke fejlagtigt tror at vi bare kan tage et bad og komme videre i vores liv.
Mit sexliv har nu været smadret i 18 år efter en voldtægt. En voldtægt som jeg i 17 år bebrejdede mig selv, fordi jeg jo selv var taget med på køreturen. Og jeg havde jo også kysset ham, så det at han blev mere lysten end mig og ikke accepterede mit gentagne nej, var jo nok lidt min egen skyld, for sådan er mænd jo. Det er først i dag at jeg kan bebrejde ham, for at han ikke accepterede mit nej, for at han tvang sig på mig og tog kvælertag på mig indtil han var færdig, så jeg var ude af stand til at gøre modstand.
Det værste er bare at jeg pga. adrenalinsuset og angsten nok fik den vildeste orgasme i mit liv, og siden da har jeg ikke rigtigt fået noget ud af sex, især ikke efter at have fået en sød og kærlig mand som ikke kan gøre en flue fortræd, og da slet ikke kvinden han elsker. Og jeg ønsker jo heller ikke at sex skal være voldeligt og grænseoverskridende, så jeg håber at jeg med den psykologhjælp jeg nu modtager, kan få hjælp til mit problem. Men for fanden hvor er det uretfærdigt at en mand kan have så meget magt over en kvinde, selv længe efter at han er fysisk ude af hendes liv! Og endnu mere uretfærdigt at så mange af vi kvinder kan bruge så mange år på at bebrejde os selv, for noget som bare slet ikke burde være sket og som helt sikkert ikke er vores egen skyld. Mine tanker går til alle jer i samme situation.