Lykke

En tur i en ret fed butik, hvor der arbejder nogle seje damer, får mig overbevist om at den lårkorte, højhalsede kjole jeg har på er helt ok. Jeg har overvundet mig selv for at tage den på, men besluttet at jeg vil prøve det. Sommer i København. Kvinderne i butikken siger ikke noget om kjolen, men er personer som står fast ved deres ret til at klæde sig som de vil og det inspirerer mig.

En tur ned af nørrebrogade umiddelbart efter får mig dog hurtigt på andre tanker. Jeg bliver gloet på, uhæmmet, af en stor del af de mænd jeg passerer. Langsomme blikke oppefra og ned. Jeg forsøger at glo tilbage på nogle af dem, dels for at gøre dem bevidste om at jeg ser hvad de gør, dels for at forsøge at intimidere dem, men det gør tilsyneladende ingen forskel.

Jeg skal hente en pakke i en pakkeboks. Lige inden pakkeboksen passerer jeg en mand som glor fuldstændig åbenlyst på mig. Jeg glor tilbage, surt. Da jeg passerer siger han: ‘Flot, det må jeg sige’. Jeg svarer ‘Nej, det må du faktisk ikke.’
Jeg står nu 4 meter fra manden og skal have åbnet ind til den ubemandede pakkeboks, koderne virker ikke og det tager lang tid. Hele tiden står han og kigger på mig og tager muligvis også billeder (?!) Da jeg endelig får pakken begynder jeg at gå og han siger noget som jeg ikke hører hvad er. Jeg vender mig om, mens jeg er i fart og siger ‘du skal ikke tale til mig’.

Jeg har en jakke med som jeg tager på, selv om det er alt for varmt og går hjem.

Nu sidder jeg så herhjemme og overvejer om jeg orker at beholde kjolen på når jeg skal ud senere.

Det er som at gå i direkte slagsmål uden for den dør, i det her tøj…