Jeg cyklede den forkerte vej ned af en ensrettet vej forleden. Da der holder en bil, der skal mod mig, ligger jeg mig ind til siden og cykler forbi med 2km/t(hvis man kan cykle så langsomt). Da jeg kommer forbi bilen ruller vinduet ned og en mand siger: “Her er ensrettet, Kælling”. Jeg får taget et par cykeltag mere, før det går op for mig at han sagde kælling. Jeg stopper op og vender mig mod ham og råber: “Det kan godt være her er ensrettet, men giver dig altså ikke ret til at kalde mig kælling”. Han rullede vinduet op og hørte mig ikke. Jeg blev mega ked af at bliver kaldt kælling. Og jeg følte mig mega lille på grund af mit køn. Det havde han ikke kunne råbe af en mand. Jeg havde lyst til at gå hen til vinduet og sige det igen. Men jeg turde ikke. For jeg er den lille i det her samfund. Som kvinde tør man ikke at sige fra, fordi man ved at man er den svage. Han kunne selvfølgelig ikke finde på at gå ud af bilen og banke mig. Men tanken om at han i teorien kunne gøre det med sin magt og styrke, gjorde at jeg cyklede hjem og var rigtig ked af at være kvinde i vores samfund.

























