Susanne

Jeg har mange gange i mit arbejdsliv oplevet, at mænd helt naturligt forventer, at det er de kvindelige kolleger, der laver kaffe, tager telefonen, tager af bordet efter møder osv. Et særlig strengt eksempel er fra en arbejdsplads, hvor der kun var én kvinde, da jeg blev ansat. En af de mandlige medarbejdere havde for vane at omtale hende som sin sekretær (min sekretær henter lige noget kaffe, tag lige telefonen osv.) og koste rundt med hende, selv om de havde samme uddannelse og var fuldstændig ligestillede – hun endda mere kompetent end han. De andre syntes vist, det var lidt sjovt – i hvert fald var der ingen, der gjorde noget. Hun hadede ham af et godt hjerte, men havde svært ved at tackle problemet og blev sur – og så var det endnu sjovere at chikanere. Jeg var praktikant og fuldstændig grøn i faget, så han prøvede også samme facon med mig. Jeg valgte dog at tackle ham med egen medicin – sendte ham op efter kaffe, omtalte ham som min sekretær, hvis han kom til at tage en telefonsamtale, der var til mig etc. og vendte alle hans småsexistiske bemærkninger mod ham. Lige først blev han småsur, men så virkede det faktisk, som om han så lyset og fik lidt respekt.